Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med vort bekjendte Sagn om Ottar og Sigrid, der ikke
kastede sit Oje paa den Elskede, forend Lyset, med hvil-
ket hun lyste ham til Brudelejet, brændte ned paa hendes
Fingre. Den serviske Sang lyder efter Bowring1
omtrent saa:
Lange Bryn hos min Militza skygge
over hendes milde Rosenkinder,
Rosenkinder, og det hulde Aasyn.
Trende Aar har jeg betragtet Miien,
men jeg kunde ej de hulde Ojne
faae at see og ikke Lilje-Panden.
Til vor Landsby -Dands jeg forte Moen,
hen til Dandsen forte jeg Militza,
haabed da at see de hulde Ojne.
Moerne paa Gronsværfladen dandsed,
pludselig blev Solens Skin fordunklet,
ud af Skyerne foer stærke Lynglimt.
Alle Pigerne saae op til Himlen,
alle Pigerne — men ej Militza.
Stille hun paa Græsset saae, og skjælved
ej, som Pigerne, det skjalv, og hvisked:
„O Militza, du vor Legesoster!
Er du fjantet eller overviis?
siden du paa Græsset seer isteden
for at see paa Himlen over os,
og paa Skyerne, som staae i Flamme.”
Men Militza svarede dem rolig:
„Hverken overviis, ej heller fjantet
er jeg, ikke Yila, Skyers Samler;
jeg er kun en Mo, og skuer for mig.”
Vendernes Dands bestod, som Slavernes i
Almindelighed, i overordentlig heftige Legemsbevægelser, i krigersk
1) Servian popular poelry, translated by Bowring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
