Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
FÆRØISKE FOLKESAGN.
gore for at de ikke skulde vedblive at plage ham så. Han svarede
ham, at det var kun lidet, hvad han kunde hjælpe ham og r&de bod på
hans tilstand; alligevel leverede han Simon en lille kniv, som han skulde
altid have hos sig og bruge den, når han havde det behov.
Som de nu stå her og tale sammen, se de to mænd komme efter
Simon; men denne er ikke længer ræd for dem, leber lige hen imod
dem og sårer den ene med sin lille kniv i panden, så han faldt død
til jorden; den anden flygtede. Siden efter traf denne Frodebemand
Simon to gange i marken og talte med ham; han sagde, at nu havde
han det langt bedre; thi nu havde han magt over huldefolket, så at han
havde lært dem sæder; nu torde de ikke oftere gåre ham noget ondt«
En anden gang går samme mand fra Frodebe på det overste af
fjældet; han meder der en mand, men da han nok kan begribe, hvad folk
han tilhører, vil han ikke tale med ham og drejer derfor af vejen for
ham; men huldemanden stanser ham, og siger, at han skulde få skam
for den lille kniv, han havde givet Simon, som nu var hans overmand;
det skulde han og hans folk dyrt gengælde ham. Men han svarede,
at havde ban givet Simon en lille kniv, så havde han beholdt den store
kniv selv tilbage, og antog, at han nok kunde hjælpe sig med den;
han var ikke bange for at prøve en kamp med dem. Fra Simon spurgtes
nu ikke mere sidenefter, og her er fortællingen om ham endt*.
Tveir menn eru gitnir vida 1 Føroyjum, id bådir livdu um somu
tid; håt annar Sfmun, og såt i Kirkjubø, annar håt Jon (Jogvan) i
Skåvoy. Hesin Jén vår sonur Isaks fsmalssonar i Dimun, sum vår
s^slumådur I Sandoyjar syslu; men hann vår ofbundin å Dimun, tfat
hann kondi ikki håva bat hår og soleidis sleppa år oynni, ta id hann
vildi; oyjin er brott nidur i sjogvin dlluminni, og hevir einki
undir-lendi til at seta båt å. Af teirri orsdk flutti hann år oynni sjålvur
sextandi, og sjålvur ellifti åf monnum; hann settist nidur 1 Skåvoy,
hvår hann fekk storstovugård (sum Sigmundur Brestisson hevdi ått) og
tann sunnasta tridjungin åf jårdargédsinum 1 Skåvoy; hinir tveir
tridjung-arnir voru byttir millum Jén Olavsson, sum åtti mittpartin, og brédur
hans Rasmus, sum åtti nordasta partin åf oynni. Tå id hesin isakur
doydi, fekk sonur hans Jogvan gårdin eftir honum; Jén Isaksson vår
kønur f gandi, sum seinni her i soguni skål sigast fra.
Simun ?år slektadur år Sunnbø; abbi hans vår Jenis i Lådangårdi,
*) Lucas Debes fortslier dette sagn ganske kort I sin Fsrtia reserata, side
820-21 i kapitlet “om Spøgelse og Satans Anfectelse udi Færøe*’; han setter
begivenheden med oxen til året 1617.
;z«,byGoo^le
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
