Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 13
Bildst. nyiom (Rydqvist II, 420, jfr 380, 453); i
Vestgötalagen tryggiæ gen. pl. af et adjektiv, som oprindeligt har
hävt v efter g (Rydqvist II, 378). I gamle isländske og
norske handskrifter er ved flere adjektiver, hvis stämme
ender på kja eller g ja eller på ja med läng vokal
(tve-lyd) förän, j bibeholdt förän a og u eller o: fåtækjan,
sekjan, slægjan, pægjan o. s. v. (Gislason Frumpart s. 5?),
hvilke former siden fortrænges af fåtækan o. s. v. Men
ved feigr mangler j ellers överalt i de levnede nordiske
sprogmindesmærker. At den oprindelige stämme er feigja
ikke feiga, sees af formerne i andre germanske sprog:
oldeng. fcége, dat. sg. i den bestemte form fægean d. e.
fægjan) oldsaks. fégi, dat. pl. fegiun d. e. feg jun) mht.
veige.
12. Gjenstandsformen sunu er ligelydende med den,
som findes rundt orn i andre gamle germanske sprog.
Dette er den eneste stämme, ved hvilken det udlydende
u har holdt sig i aceus. ental i den yngre jærnalders
nordiske sprog. Grunden kunde tildels söges deri, at
ordet förekommer meget ofte i inskrifter, så at vi
let-tere kan iagttage forholdet ved dette ord end ved andre
ord, hvis stämme oprindelig endte på u. Sandsynligt er
det dog, at netop fordi »sön» var så almindeligt i
ind-skrifter, holclt den ved tradition nedarvede skrivemåde
af dette ord sig, efteråt den udtale, den udtrykte, var
bleven ubrugelig i det sædvanlige sprog. Derhos må
mærkes, at det udlydende u i Oldengelsk ved
oprindelige tostavelses stämmer kun hölder sig i accus. ental,
hvor förste stavelse er kort, derimod ikke hvor den er
läng; og netop sunu bevarer i Oldengelsk den for u~
stammerne eiendommelige böining længst. Formen sunu
for accus. ental findes, som Stephens s. 613 har påvist,
i Sverige også på Kälfvesten-stenen (Stephens s. 724),
der ligeledes hörer hjemme i östergötland, og som i
skrift har flere ligheder med Rök-stenen; i Danmark på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
