Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den Fjortendes og Frederik den Andens Tid indförte
fremmede Hærförere nyere Skikke[1]. Ifölge disse sagde den
Officer, der overleverede Banneret til Fanebæreren,
om-trent som fölger: »Jeg betror dig denne Fane, fordi jeg
ved, du er en ærlig og modig Månd. Du skäl före den,
som det sommer sig en trofast Kriger. Du skäl værge
den, som en Dannemand værger sin Ægtehustru. Du skäl
svinge den över ærlige Folk og ikke lade den vaje över
Forrædere. Under Marsch og på Vagt, under Storm og
i Strid skäl du stå som et Mönster for tapre Soldater.
Ingensinde må du vige, aldrig må du give Anledning til,
at Hæren bliver modlös og flygter. Skulde det ske, at en
Fjende afhugger din höjre Hand, skäl du gribe Fanen med
den venstre. Mister du begge Hænder, skäl du slå
Tæn-derne i Fanen. Du skäl værge den, sålænge du lever og
ander. Må du opgive Kampen — det Gud forbyde —
skäl du vikle dig i Flaget og dö»[2].
I Dåtidens Krigs-Regler indskærpes det idelig, at kun
den måtte sættes til Fanebærer, hvis Mod og Tapperhed
var anerkendt[3]. Fanebæreren skulde, så at sige, være
Troppernes Samvittighed. Standsede Soldaterne ved et
Vandlöb eller et ilde berygtet Pas, da skulde han gå föran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
