Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Tretti tusinde soldater staar under vaaben
for dronningens skyld; de danner spalier fra
Conciergeriet til revolutionspladsen. Muligheden
for et overfald af østerrigerne, der staar neppe
firti mile fra Paris, muligheden for en sammen
sværgelse til fordel for den dødsdømte, har
bragt alle disse tropper til at rykke ud. Det
er den sidste, ufrivillige anerkjendelse, som
Frankrige skjænker hendes svundne storhed.
Vækkede af trommeslagerne har Paris siden
dagens frembrud været paa benene for at se
hende passere forbi. Hver plads er besat. Man
er krøben op i træerne. Vinduer, altaner, hus
tage er fulde af mennesker. «Republiken leve!"
raaber man.
Kjærren bevæger sig langsomt; den støder
op og ned. Marie Antoinettes bundne hænder
hindrer hende fra at sikre sig mod stødene.
Med møie bevarer hun sin ligevegt, sin værdige
holdning.
„ Dette er ikke puderne fra Trianon," skriger
man haanende mod hende.
Nogle af tilskuerne klapper i hænderne.
Skuespilleren Gramont misbruger sin stilling
som officer ved nationalgarden : han reiser sig i
stigbøilerne, peger paa den dødsdømte med
spidsen af sin sabel som for at opfordre folket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
