Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 161 —
lunde latterlig syn. Vel stak Blochingers store haar
hvitt og lysende av mot hans sorte dragt og bløte, sorte
hat, men ansigtet var ungdomsfriskt, og det blik han
sendte ut over gaten, lyste av frimodighet, glæde og
stolthet. Rank og sterk sat han paa sin plads, og en-
hver maatte indrømme at han ikke saa ut som en der
hadde levet sit liv, men meget mer som en der kunde
ha livet for sig fremdeles. Men det kunde rigtignok
ikke forandre den kjendsgjerning at Meieli Rutschmann,
som nu var hans kone, meget heller kunde været hans
datterli: Hun var iført en enkel, sort kjole. Et hvitt
slør, fæstet til kransen, faldt ned over skuldrene og gjorde
sit til at det yndige, bleke, smale ansigt i denne ramme
mindet om et helgenbillede. Hendes øine skinnet endnu
efter taarerne, ti dem hadde hun ikke kunnet beherske,
da provsten i kirken talte om hende som et forældreløst
barn, som nu hadde fundet et deilig og sikkert hjem.
Naar fader Blochinger saa paa sin yndige unge kone,
steg der en svak rødme op i hans kinder, og der gik et
ryk gjennem ham. Ubegripelig begunstiget av lykken
syntes han selv han var. Og hans stemme var hele tiden
saa forunderlig bevæget; en tilbaketrængt jubel, en dulgt
rørelse. Men hans øine lyste ogsaa av godhet og tak-
nemmelighet, naar han saa paa provsten, som om han
vilde si: «Du er da et makeløst menneske, at du idag
har git mig hende til livsledsagerinde.» Men især vendte
han sig ofte med blik og ord til Christian.
Kanske var dette fordi sønnen idag forekom ham
litt taus, men dog vistnok endnu mere av en inderlig og
ubevisst trang, av en uklar følelse av at der var noget
han skulde be ham tilgi. De hadde saa længe levet ved
siden av hinanden, denne far og denne søn, i en saa
stor og rolig tilfredshet, at faren nu vilde gjøre alt hvad
11 — Apotekeren fra Weltwil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
