Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 181 —
gives mennesker med sne paa hodet, hvem slikt er
hændt».
Rosalina gav mindre agt paa ordene end paa
billedet.
«De er en kunstner», sa hun beundrende.
«Det ikke», protesterte han, «men jeg har en heldig
haand i slike ting. Det er det hele».
I dette øieblik hørtes stemmer i entreen.
«Der er far!» utbrøt Rosalina — «og —».
Provsten aapnet døren for Hans Heinrich Meisz og
hans unge kone. «Jo gaa nu, ingen indsigelser», nødet
han dem, da de vilde han skulde gaa først.
De hilste paa hinanden og satte sig sammen.
«Hr. Fuchs har vist mig saadanne vidunderlige farve-
fotografier», fortalte Rosalina. Der var noget meget stivt
i hendes væsen, men hun tvang sig selv til at være
høflig, og la nu til: «Det er længe siden Dere var her».
Kapellanen svarte belevent at hun jo visste hvor
meget han hadde at gjøre, og at Luzia ganske gik op i
husholdningen.
Men den unge frue var forlegen. Det var tydelig
at hun hadde kunnet komme før, hvis hun hadde villet.
Provsten selv var den sidste som satte sig. Skjønt
han hadde været ganske hvit før, var det dog som om
haar og skjeg var blit endnu lysere. Det var ogsaa
tyndere i skillet. Et par steder skinnet den rosenrøde
hud igjennem. Han fortalte da at han hadde truffet
det unge par paa gaten, netop som de kom hjem fra sin
aftentur, og hadde nødt dem til at følge med.
«Rosalina har ret». sa han. «Vi ser eder saa sjelden,
Og hverken dere eller vi har nogen som staar os nær-
mere i denne by».
«Ogsaa i vor embedsgjerning vilde det komme os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
