Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 213 —
under deres brede sko, og skjønt de var klædt i sine
bedste klær, røbet dog enhver bevægelse at de var
mennesker som tumlet med tungt verktøi og svære
maskiner. Kun kontoristen som hadde ført det store
ord paa møtet igaar, saa letvint og adret ut.
Fru Anna gik for at se efter sin mand. Han stod
i havestuen, hvor der var blit sat nye ruter ind. En
stor sort filthat paa hodet og hænderne nede i bukse-
lommerne. Da hans kone kom ind vendte han sig om.
«Ser du – de kommer |»
Arbeiderne hadde opdaget ham ved vinduet og
nærmet sig havestutrappen. Det lot til at de ventet
han skulde komme ut til dem. De blev staaende et
øieblik ubeslutsomme og samraadet med hinanden. Saa
skilte Thomas Råber sig ut av gruppen og kom op
trappen. Allerede paa første trin tok han hatten av.
Han tok i vrideren. Døren var laast.
«La ham komme ind. Tal med ham», bad fru
Anna sin mand.
Han lot som om han ikke saa arbeideren som stod
utenfor og dreiet hatten mellem hænderne.
«Jeg har latt dem melde at jeg ikke har noget mer
at snakke med dem om», svarte Schuppiger og gik fra
vinduet.
«Det er gamle Råber», bad fruen.
«Det ser jeg nok», svarte Schuppiger. Pludselig
ombestemte han sig. «Ham vil jeg nu høre allikevel»,
sa han og laaste op, netop som Thomas Råber laget
sig til at gaa ned igjen, hidset av spottegloser fra dem
nedenfra.
Han var krænket over at han hadde maattet staa
som en tigger foran den lukkete dør, men allikevel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
