Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 224 —
Raseriet og begjæret er slaat om til skræk, en sterk
avkjøling, en væmmelse for sig selv.
Det er bare en liten flok som kommer stormende
ut av havestuen. I dem raser endnu den samme ild
som drev dem ind i huset. Blandt dem er Thomas
Råber og hans datter Christine. Hendes haar flyver
vildt. I den høire holder hun en stok som vaaben, i
venstre arm bærer hun et værdifuldt taffelur, som hun
har tat paa selve skrivebordet. Thomas selv kommer med
fyldte lommer, og i sin knyttede næve holder han frem-
deles uret og kjeden han hadde revet av fabrikherren.
Ute i haven marsjerer soldater under officerernes
skarpe kommando. Avdelinger omringer huset, besætter
dørene. Et parti stilles foran Råbers flok.
«Kom an, hvis Dere vover!» skriker en arbeider, en
vild fyr som hadde besøkt vinkjelderen.
Christine staar paa øverste trappetrin og svinger
en stok.
Men faren river døren op. «Kom hit! — Her kan
Dere faa rydde op».
Ansigtet er uttæret, øinene betændt; det kulsorte
skjeg ser ut som om der er revet dotter ut av det.
Han peker ind i værelset, hvor Georg ligger paa det
blodige teppe, mens to kvinder steller om ham.
Officeren gaar litt tilside. «Givagt!» komman-
derer han.
Geværerne farer i høiden. Da staar med ett fru
Anna bak soldaterne. «Råber!» roper hun. «Vær for-
nuftig! Vil De da gjøre eder alle ulykkelige».
Mekanikeren staar foroverbøiet. Han hører og ser
intet av det som foregaar omkring ham. Han fornem-
mer kun denne stemme. Den er som et rop fra en tid,
da endnu alt var godt. Han — han var engang en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
