Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 226 —
Paa et vink av officeren tar et par soldater sakerne
fra ham. Han slaar sig for panden, og opdager uret
i Christines arm. «Der», sier han nok engang. — «Det
er en feiltagelse — jeg — jeg vet ikke —».
Christine trodser, men da hun ser paa faren, kan
hun ikke andet end gi uret fra sig. Hun ler høit og
frækt, og stikker saa pludselig i at storgraate.
Troppens bevægelser — soldaternes bortførelse av
fangerne, alt gaar sin gang.
Fru Anna Schuppiger staar med ett ved siden av
Thomas Råber. d«Jeg tar mig av Deres søn — og
Deres kone ogsaa». Og pludselig falder det hende ind:
«Er hun da ganske alene hjemme?»
Thomas Råber svarer ikke. Han tumler avsted som
en drukken. Bukker sig bare i forbigaaende ærbødig
og sønderknust for fru Schuppiger.
TO OG TYVENDE KAPITEL.
Over den lille by Weltwil gik der en storm, som
rystet den helt ind i det inderste, og saa stilnet av.
Efter begivenheterne ved Schuppigers fabrik, som ogsaa
ledsagedes av voldsomheter blandt arbeiderne ved andre
industrielle anlæg i egnen, stod forretningerne et par
dage stille, mens tungerne derimot gik som vindmøller.
Nabo ilte til nabo. Folk snakket til dem de møtte, og
kom frem i døren og underholdt sig med hinanden.
Frøken Siebenmann gjorde en runde blandt alle sine
bekjendte, og glemte naturligvis ikke Kaspar Vontobel,
vognmanden, og ved hvert maaltid hadde hun litt nyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
