Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hr. Eusebius gik ofte og saa paa Rosalina og studerte
paa hende, uten at hun merket det. Hendes legeme
viste sin kraft under opstigningen. Det var morsomt at
se, hvordan hun holdt pigstaven i den kraftige haand,
og at følge musklernes spil i de faste armer, som kunde
skimtes under blusens tynde ærmer. Ansigtet rødmet i
vinden, som blæste hen over veien nu, da de fulgte
den brusende elv. Han glædet sig ved hende. Engang
strakte han haanden ut for at gripe om hendes. Men
straks meldte det sig, dette som laa paa bunden av
hans sjæl — et litet dulgt, foragtelig smil. Hvorfor?
Hun er igrunden ikke anderledes end alle andre
Ogsaa Rosalinas tanker beskjæftiget sig med hendes
ledsager. Hun undret sig over at han ikke trættedes
av en vei som denne. Han gik ikke raskere og ikke
langsommere end hun selv, og dog var der ingen sam-
menligning mellem hans skridt og hendes. Han hadde
sterkt beslaatte fjeldsko som hun selv, men det var som
om hun traadte haardere. Og mens hun selv godt følte,
hvordan blodet rullet raskere og varmere i aarerne, mens
de steg op i fjeldkulden, la hun merke til at hans bleke
ansigt ikke røbet nogensomhelst anstrengelse, og selv de
store tilslørte øine hadde altid det samme tankefulde,
indadvendte blik. Men han var tiltrækkende for hende,
slik som han var. Hun hadde baade tilbedere og friere.
Men siden hun hadde lært hr. Eusebius at kjende, var
andre mænd blit hende forunderlig likegyldige, uten at
hun derfor følte varmere for ham. Hun følte kun at
han var noget for sig selv, og at de andre — skrumpet
sammen ved sammenligningen.
Veien gik nu ret op imot en mørk skog som vokste
like opunder Salbitschyns bratte vægger. Opunder skogen
laa hytterne i Wiggen. De gik forbi dem og henimot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
