Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 236 —
Hr. Eusebius gik hen og stillet sig ved siden av
hende, der hun stod, høi og lys.
En vidunderverden hævet sig omkring dem, stor,
stille og hvit, en kjæmpestad i hvis taarn ingen klokker
hang, i hvis gater stilheten bodde. Himlens blaa fane
vaiet over dens mure.
«Hvad sier De — om vi engang slog os ned her-
oppe og tok den ene top efter den anden. Se — der
har De Schyn med sin hvite krone, og der Snestokken
med alle takkerne, og der — den høie — Damma, og
derfra kunde vi komme over til Furka, hvor nye op-
gaver vinker».
Mens han pekte med den ene haand, hadde han
lagt den anden over Rosalinas hænder, som hun stod
der, støttet med begge hænder paa sin alpestok. Det
var en uvilkaarlig bevægelse, og de merket det ikke
engang selv straks. Men da de blev det var, blev de
heller ikke det mindste forskrækket. Det var kun en
følelse av stort kameratskap som nu forbandt dem.
«Javel!» svarte Rosalina. «Næste sommer, hvis jeg
er ilive».
Atter lyste hendes blik. «Ogsaa i vort sind er vi
kommet op over hverdagen», sa hun og pustet dypt ut.
Hans haand forlot hendes, let, knapt merkbart, som
tilfældig.
«De dage er faa, da vi er festmennesker,» sa han.
Snart efter begyndte de nedstigningen i retning av
Gøschenen. Det herlige veir blev dem tro. Dagen gik
over i en gylden aften, da de kom ned paa Gøschener-
fjeldet. De lot føreren faa aftensmat i en fjeldstue og
komme efter. Selv slentret de makelig videre, indtil der
hvor Wiggen-veien kom frem. Nede i Wiggenskaret
mistet de solen. Kjølig mildt og klart laa lyset over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
