Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 268 —
«Jeg vet jo saa allikevel hvad I taler om, og — og —
det angaar jo ogsaa mig. Jeg har ikke rigtig hat det
klart for mig før, men nu, da jeg blev sendt ut, da blev
det klart for mig med en gang.»
«Han vil reise,» sa Blochinger og pekte paa Christian.
Marie kom ind. å
Der gik en mild varme gjennem begges sjæl, da
hun kom nærmere. Hun løftet hænderne, og som for
at vinde kraft foldet hun fingrene i hinanden. «Hvorfor
skal han reise?» sa hun. «I har jo levet saa godt sam-
men før jeg kom, og — det kan jo gjøres om igjen,
det som bragte mig hit. Jeg finder nok en liten plads
hvor jeg kan være — og arbeide ogsaa.»
Blochinger utstødte en lyd, der klang som et støn-
nende nei. Han gik hen til sin kone og gav hende haanden.
Hun hulket og søkte at skjule det. «Det er allike-
vel altsammen for min skyld.»
Blochingers holdning uttrykte hele den store kjær-
lighet han bar til hende, og Christian saa at gik noget
istykker, vilde faren være en brutt mand med det sam-
me. Han blev med en gang beslutsom og sterk. Det
var kanske helst en opblussen av styrke, men som han
stod der med det lyse hode kastet tilbake, var der no-
get saa friskt og ungt over ham. «Nei, nei, nei,» sa han
med klar og fast stemme. «Det er jeg som skal reise.
Og jeg indser ikke hvorfor ikke alt skal bli godt, naar
jeg ikke mer er her. Imorgen tidlig gaar jeg til emi-
grantkontoret.»
Og saa gik han ut med det samme, som om dette
ikke var mer at snakke om.
De to egtefolk sa ikke mer. De følte at de nu
skulde tale sammen, og kunde ikke. Altfor meget
trængte paa paa en gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
