Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 286 —
sket blev mer og mer brændende, og mer og mer for-
smædelig forekom det ham at det som han saa forfær
delig gjerne vilde, det kunde aldrig bli.
Kaspar Vontobel blev tilslut som et fortvilet barn.
Han drak den sidste rest av sin vin og reiste sig saa,
tumlende. Nu var han ikke mere herre over sine ben
eller sine sanser. Men han lukket op et skap hvor han
hadde forskjellig skrap liggende. Der fandt han frem
en god taugende. Den blev han staaende og stirre paa,
som om han ikke rigtig visste hvad han vilde med den.
Og næste morgen fandt de ham. Taugenden hadde
gjort tjeneste.
SYV OG TYVENDE KAPITEL.
Tiden gik sin jevne, ubønhørlige gang hen over Lille-
Weltwil. Skjæbnen fuldbyrdet sig. Mennesker kom og gik-
Enkelte tok avsked for bestandig.
Provsten Gans forberedte sig til dette.
Andre byttet kun opholdssted.
Blandt dem var Theodor og Richard Schuppiger.
Fru Anna Schuppigers haar var blit hvitt. Hun var
fremdeles en stille, vakker dame, men der var ikke læn-
ger den fuldkomne harmoniske ro over hende som før.
Paa de store, hvite hænder vistes smaa blaa aarer under
den gjennemsigtige hud. Hun for let sammen, som om
erfaring hadde lært hende at enhver støi kunde bety en
ulykke som nærmet sig, og i hendes blik var der kom-
met noget usikkert, som om hun ventet paa det som
leit var. Denne nervesvækkelse skrev sig vel for en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
