Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
Broderblod," svarede Alfred bestandigt smi
lende, idet han forskansede sig bag en Stol.
Kristine nærmede sig til Doktoren og
vilde sige noget. Men han vendte sig mod
hende — ganske bleg i Ansigtet og sagde:
„Vær ikke ræd! — jeg beder Omforladelse ;
det var ikke min Skyld — dette, Godnat!
Kom Alfred! — lad os gaa."
„Os?" spurgte Alfred overlegent og gjor
de Mine til at sætte Hatten fra sig.
Men da tog Doktoren ham i Skulderen
med et Tag, som ikke kunde modsiges, og
før Extraskriveren fik samlet sig, var han
oppe af Kjælderen og helt ude paa Gaden.
Kristine stod igjen og hørte Brødrene
gaa bort forbi Vinduerne; et enkelt Ord
naaede hende, indtil Lyden døde hen. Hun
var ogsaa bleven bleg, og i den venstre
Tinding viste der sig en Fordybning og et
rødt Mærke; det var Arret efter det Stød,
hun fik hin Nat, da Skredet rev bort hendes
Moder og Søskende.
Brødrene gik og vexlede onde Ord til
det første Gadehjørne, hvor de skiltes uden
Godnat. Johan gad ikke gaa paa Bal nu.
Han gik lige hjem til sin Leilighed. Thi
han var flyttet hjemmefra for en Tid siden,
fordi Statsraadinden ikke taalte at møde
hans simple Patienter i Trappen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
