Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
gik det i en Ruf, — ikke gradvis og frede
ligt, men med Bulder og Brag og Sneskred
og* fossende Elve, saa Landet lignede en
Jette, der vasker sig, medens det iskolde
Vand skyller nedover de senestærke Lemmer.
Og lette Slør af lysegrønt lagde sig over
de unge Birketrær i Lierne; inde i de stille
Bugter i Fjordene; over Sletterne vestude
mod Havet, over Multemyrene og Heiene ;
opefter Rifter og Kløfter og trange Dale
mellem Fjeldene. Men paa Toppen blev Sne
skavlen og Bræen liggende, somom de gamle
Fjelde ikke gad lette paa Hatten for slig en
flygtig Galning af en Sommer.
Og Solen skinnede saa varmt og for
nøiet, og Vinden kom bærende med endnu
mere Varme søndenfra, og tilslut kom Gjøgen
— som Overceremonimester, foråt se, om alt
var iorden; han fløi hid og did, satte sig saa
i en ung Birk inderst inde i en lun Vig og
gol: Vaaren var kommen; Gamle Norge var
endelig færdigt!
Og der laa det — høit og skinnende fa
gert i det blåa Hav; — saa fattigt og ma
gert, — saa friskt og sundt og smilende som
et renvasket Barn.
I Havnene langs Kysten blev der Liv og
Travelhed, og hvide Seil krøgede sig ud
gjennem Skjærgaarden og forsvandt henover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
