212 bare saa bange for, at hun har faaet den slemme Gigt af at bo i Kjælderen; det skal være saa usundt — læste jeg forleden." Kristine og Johan nævnte aldrig sig imellem Farbror Anders's Navn; og han paa sin Side passede nøie paa aldrig at møde Doktor Bennechen. De talte ikke meget idetheletaget. Men nåar han var færdig med at bytte Omslag og skaffe hende al den Lindring, han kunde, vilde hun gjerne, at han skulde sidde nær indved Sengen. Hun laa da stille og saa paa ham; men hun ligte ikke, nåar han saa paa hende; skjønt han høit og dyrt forsikrede, at hun i hans Øine var næsten som før. Kristine havde hele den Skræk for Syge huset, som er saa indgroet og saa vel be grundet hos Almuen. Men tilslut fik Dok toren hende overtalt til at lade sig flytte op paa Hospitalet. Den Dag, som var bestemt til hendes Flytning, var en Solskinsdag i Begyndelsen af April. Posten bragte et Brev fra Older manden, som hun med Møie stavede sig igjennem. „Kjære Kristine ! Lensmanden sagde, jeg maatte give skriftlig Klage og jeg har saa gjort, og nu er min Klage kommen til mig igjen, og dii kan tro, at den saa ud, for