Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
Njædel nikkede. Det havde sin Rigtig
hed. Og Moderen, og Hytten indunder Fjeld
væggen, og Heien med den høie Lyng, som
lugtede saa godt i Solskinnet — alt laa
lysende klart for ham; og midt i det stod
Broderen — bleg, svagelig, bestandig hjulpet,
skaanet, baaret over vanskelige Steder. Og
alt, som laa imellem, smeltede hen og randt
væk som Sne om Vaaren; — han blev Gut
igjen — en stor, klodset, godtroende Gut,
som han igrunden altid havde været; og der
fandtes ikke Gnist af Vrede i ham, da han
vendte sig bort og sagde: „ Anders — Anders!
•— det skulde du ikke have gjort!"
Oppe i Portrummet sagde Oldermanden:
„Det var godt, at du ikke tog i ham; du
kunde brukket ham af som en Sukker
kavring."
Men nu var det ude med "Njædel; han
lænede sig mod Muren og hulkede høit.
Oldermanden lod ham græde saalænge,
som han fandt det nødvendigt. Derpaa førte
han ham med sig — Njædel var føielig som
et Barn —, fandt en Spisekjælder, og der steg
de ned.
Oldermanden, som havde været baade
i Petersburg og Kjøbenhavn, forlangte flot
to Portioner Bif og en Flaske 01. Men da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
