Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
med sin violin; snart en Gustav af Geijerstam
eller en Harriet Backer med sin malerkasse.
Skulde alle de kjendte personer nævnes, som
for kortere eller længere tid har været paa
besøk paa Kolbotn, vilde det bli en lang række av
forfattere og kunstnere og utlændinger — fra
Steinar Schjøtt til Ola Gelmuyden, Gabriel Finne
og fru Gerhard Hauptmann.
Som et litet kulturcentrum laa Kolbotn
deroppe i fjeldet med en himmel saa sterkt blaa,
som man bare finder den i syden, og med
Tron-fjeld i sydøst og Rondeslottet med tinder og
taarn ragende frem i sydvest. Lunt og koselig
ligger det i skraaningen ned mot Savalens grønne
flate, og der raader en stilhet, saa man
uvilkaarlig holder pusten.
Hvad Garborg og frue her har levet og lidt
— i sorg som i glæde —er skildret i
„Kolbotn-Brev" — en av perlerne i hele den
Gar-borgske digtning. Vi føres ind i digterparrets
hverdagsliv; vi følger dem i deres strid for føden,
deres kamp mot kulden, deres fryd over Tuften
og deres sorg over hunden, Sjapas, død. Og vi
stilles overfor naturskildringer av saadan vælde
og skjønhet, at al kritisk flisespikkertale om stil
og sprog og lokaltone veires hen som fnug i
en orkan. Vi bare sitter betagne under
indtrykket . . .
Men Garborg gaar om og er nervøs og raser
over hønsene, som kakler og aldrig kan unde
ham nattero. Og saa blir det højtidelig besluttet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
