Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Og i dybet er der fred, —
fred og ørk fra evighed; —
bryd mig veien, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!
Saa blaa og høi himmel der hadde ligget over
„Haugtussa", saa ringte der allikevel gjennem
enkelte av dens partier klokker med mørke,
tunge molltoner.
„Troen paa livet" hadde tilfredsstillet for en
tid; den hadde intellektuelt git ham et grundlag;
men der var endnu noget i hjertet, som ropte
og kaldte . . .
Han skriver til Jonas Lie:
Kolbotnen, 7e 1895.
Kjære Jonas Lie!
Dine bemærkninger om „Troen paa Livet"
m. v. rammer bl. a. mig selv paa mit forrige
stadium, og det med adskillig ret. Jeg var en
tidlang ikke saa lidet doktrinært
„forstandsmæssig" i disse dele. Men husk paa, at det var
ikke saa greit. Jeg er en mand, som er født i
det 17de aarhundrede. Skulde jeg bryde mig
frem til den moderne tid, saa maatte jeg
igjennem rationalismen, revolutionen, og det uden
nogen videre afkortning. (Hvad den revolution
kostede mig for aarelange lidelser, har intet
menneske anelse om; for jeg likte ikke at tilstaa
det). Da jeg saa endelig var brudt igjennem og
havde „bygget mig boliger" paa den nye tomt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
