Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238
aars dansketid dør paa, at dansk er det eneste
sande norske.
Men blir man opmærksom paa
selvmodsigelsen, saa ler man ad den. Eller man harmes ved
tanken om, at et „frit folk" skal somle bort sine
bedste læreaar med en sprogform, som det
alligevel aldrig tilgavns lærer. Og som blir fremmed,
selv naar den er (tilnærmelsesvis) lært. Og tales
der om kultur, saa spør man: Naar danskerne er
blit kulturfolk med sin dansk og svenskerne
med sin svensk osv., osv., hvorfor kan da ikke
vi bli kulturfolk ved vor norsk ? Eller: Kan
vi bli et selvstændigt kulturfolk paa noget andet
sprog end det, som falder os naturlig?
Her som i andre sprogkløvede land blir der
naturligvis en og anden vanskelighed med de to
(i Schweiz sogar tre) sprogformer. Men vi gir
os ud for at leve i et frit land og bør da lade
friheden bli mere end ord: begge sprogformer bør
leve jevnsides. Og de bør — gjennem skolen —
faa det nødvendige indbyrdes kjendskap til
hinanden, saa længe de ekisterer som to forskjellige
former. Denne udvei er den eneste; og den er
i alle fald adskillig bedre end undertrykkelse og
vold ; den faar vi da gaa, — saa længe vi
fastholder troen paa en fremtid og haabet om muligens
efterhaanden at kunne sammenvokse til ét folk".
— I „Knudahei-brev" gjenoplever, som sagt,
Garborg sit liv i et stort, vidtfavnende overblik.
Det har været et strengt og alvorlig liv, men et liv,
som fra først til sidst er gjennembævet av aand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
