Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordostpassagen.
tige, tak, jeg hele tiden hadde hat i kaffekoppen, litt efter litt løsnedes,
saa jeg atter kunde sætte den paa plads. «Stram dig op. Puss ta’n. —
Stram dig op. Puss ta’n.» Takten syntes alt at øke foruroligende. Jeg
bet tænderne sammen for ikke at la røsten komme til orde. — «Stram
dig op. Puss ta’n». Men virkningen av den forøkede takt uteblev ikke.
Det første resultat forelaa i et høflig: «Tør jeg by Dem noget at spise?»
Men det skulde jeg ikke ha gjort. Det forstod jeg straks, ti her rørte jeg
ved et ømt punkt. «Spise?» fræste han i en tone, som om jeg hadde
fornærmet ham dødelig, «jeg spiste klokken 5 imorges for at komme
tidsnok paa stationen for at motta Dem, og saa kom De til en anden station.»
Jeg klappet i tankene den anden station paa kindet, som hadde spart
mig for dette møte paa et tidligere tidspunkt og kunde ikke la være
ogsaa at sende den et taknemmelig smil. Hadde jeg nu været saa
forsigtig at betro dette ømhetstegn som det forrige til tankene, vilde jeg
muligens ha undgaat næste overhaling. Men se — jeg var uforsigtig nok
til at avlevere min hyldest uten spor av forklædning eller skjul i form
av et bredt grin. Det var som at stikke en fyrstikke i krudtet. «Tror De
kanske,» sa han, «at det er morsomt at tørne ut klokken 5 om morgenen
for at gaa paa stationen og saa opdage, at man er holdt for nar?» Nei,
jeg maatte indrømme, at det var pokker saa ubehagelig at staa op paa
den tid av døgnet, men samtidig nedla jeg en bestemt protest mot, at jeg
personlig var skyld i hans forspildte morgenarbeide. Jeg gjorde ham
op-merksom paa, at jeg kun var en del av et foredragsmaskineri, som var
sat i gang mellem New York og mellemsteder til San Francisco, og at
det nyttet likesaa litet at henvende sig til mig, som det vilde nytte at
henvende sig til en propel med forbigaaelse av maskinisten. Dette hadde
en høist besynderlig virkning, og jeg har endnu den dag i dag den
opfatning, at resultatet vilde blit yderst uhyggelig, hvis ikke omstændighetene
hadde traadt regulerende til. Han begyndte nemlig at vugge og rugge
paa hodet, som om han vilde prøve dets fæste til stilken, hvilket jeg i
parentes bemerket ikke syntes at være ganske uten grund, da dets
dimensioner var fænomenale og gjorde indtryk av at ha tiltat under vor
samtale, samtidig som han satte de svære kuglerunde øine i roterende
bevægelse. Saa hurtig for de rundt, at de gjorde indtryk av at være i
hænderne paa en usedvanlig dygtig jonglør, som forstod sit fag tilbunds.
Som en smuk finale paa disse ekvilibristiske øvelser ventet jeg nu blot,
at han skulde begynde at «lee paa øra». Saa interessert var jeg i at
følge utviklingen av denne sidste mulighet, at jeg ikke la merke til, at det
før omtalte tilfælde — som uten tvil forhindret en katastrofe — pludselig
8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
