Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristiania — Chabarow a
og ansees for det tidligst farbare av de 3 stræder, som fører ut i Karahavet.
Vi kunde se Waigatsch i det fjerne, og efter det isfrie hav at dømme hadde
vi ret til at nære de bedste forhaabninger med hensyn til isforholdene i
strædet. Klokken var 6l/2 om morgenen, da vi forlot Matwejew og kl. \2y2
laa vi utenfor Jugorstrædet paa Waigatschsiden. Hadde vi næret
forhaabninger før paa dagen, saa var de sandelig nu blaast bort. Der laa
Jugorstrædet saa fuldstappet av is, at man ikke kunde se vanddraapen.
Det var en stor skuffelse. At forcere sig frem, kunde det ikke være tale
om. Vi kunde likesaa godt forsøke paa at trænge os tvers gjennem
Waigatsch. Det bedste var at huke sig fast, hvor man var, og vente paa
bedre tider. Jeg tænkte nok ogsaa paa at søke op til de to andre stræder
og se om forholdene der var bedre, men jeg hadde ikke lyst til at ofre
brændsel paa dette yderst tvilsomme foretagende. Desuten vilde jeg gjerne
hurtigst mulig i forbindelse med den traadløse telegrafstation, som ligger
i strædets anden ende med utsigt over Karahavet, for at sende meddelelse
hjem og berolige de mange ængstelige sjæle.
Det gjaldt da først at se sig om, og finde ut, om der fandtes et sted
skikket for midlertidig ophold. Kartet hadde vi naturligvis studert ut og
ind, men det gav ikke videre haab. De beskrivelser over farvandet vi var
i besiddelse av, lovet heller ikke godt. Farvandet gav et høist upaalidelig
indtryk. Men et var sikkert. Skulde vi søke under land, maatte det bli
paa Waigatsch, ikke paa landsiden. Mellem øen og isen strakte sig en
smal landraak henimot indgangen til strædet, som her er paa sit smaleste.
Med sagte fart, utkik fra tønden og haandloddet i uavbrudt arbeide ruslet
vi ind i denne, idet vi holdt os langs iskanten. At kartet og beskrivelsene
var at stole paa, syntes landets utseende at bekræfte. Lavt og sandig skjøt
det lange, smaa sandrygger ut i havet oversaadd med svære sten. Loddet
gav jevnt fra 9 til 83 meter. Raaken, vi gik i, var ikke bred, høist en 300
meter. Ved strædets nordlige bred like utenfor indgangen var det en stor
bugt, som ydet ypperlig beskyttelse mot isen, der var i fuld bevægelse
med tidevandet. Den laa aapen og lokkende, og fristelsen til at komme
ind i den deilige solbelyste bugt og gaa til ankers der var for stor. Vi
faldt for den, bestemte os trods alle advarsler til at forsøke at sætte kurs
indover. Det viste sig, straks vi forlot iskanten, at bunden begyndte at
bli ujevn og av yderst forskjelligartet beskaffenhet. Et sted fandt man
sand, et andet sted slam, saa lere og tilslut haard stenbund. Med yderste
forsigtighet lykkedes det os at lodde os ind gjennem denne labyrint og
ankre op paa 7 meter vand, men idet fartøiet svinget op, tok en stor sten
os under bagbord laaring. Dette generte os selvfølgelig ikke det ringeste,
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
