Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordostpassagen
hadde vi ikke, men ved at banke og gni hændene litt fra tid til anden,
klarte det sig bra. Jeg ser saaledes i min dagbok for 25. november, at
jeg lovpriser den deilige temperatur, jeg hadde den eftermiddag, -f- 15°
og anvender uttrykket «bare blaabær», hvilket sandsynligvis betyr, at
ieg ikke følte mig genert av den. Koldere blev det jo, naar temperaturen
gik ned i 30 men det varte ikke længe. Luxlampen bragte den snart
op noget.
Den 26. november feiredes Dronningens fødselsdag med stor pomp
og pragt. Den dag er fastslaat som ekspeditionens store høitidsdag.
Den 10. december kl. öJ/2 om morgenen blev jeg vækket ved tunge
trin like over hodet. Jeg fik mistanke og skulde til at undersøke saken,
da Wisting og Knudsen kom ind og berettet, at to bjørner hadde været
paa taket. De var meget sky og rendte avsted ved første lyd, de hørte.
Vi hadde dengang to bikjer paa dæk, og ikke en av dem gav en lyd
fra sig. Fine bjørnebikjer! Efter frokosten fulgte vi med lygt sporene et
stykke. Det viste sig efter merkene at være to voksne bjørner. Ved
y210-tiden blev hundene sluppet løs. Den største av dem «Bonifacius», en
blanding av samojed og mynde, tok sporet straks han kom ned til skuten.
Han fulgte det først op paa hyttetaket, hvor han studerte det grundig,
satte saa paa sprang og forsvandt i mørket fulgt av 5 andre. Først den
18. begyndte de at vende tilbake. «Teiko», en liten puddellignende avart
fra Waigatsch, kom som nr. 1. Han var noksaa medtat. Den 21. kom
Marie og Ra tilbake. Glæden var stor, de var vore to peneste dyr. Hun
gjorde indtryk av at være træt og gjerne vilde hvile, men paa ham kunde
man intet merke. Bonifacius med to prægtige tisper kom aldrig tilbake.
Det var et sørgelig tap for os, da de alle var tip-top slædehunder.
Den 10. december hændte det mere og av betydelig værre natur for
mig personlig. Det magnetiske observatorium, hvor jeg nu hadde arbeidet
hver dag de sidste 3 uker, var meget solid og tæt bygget og dækket til
utvendig med et mægtig snelag. Det blev saaledes næsten fuldkommen
tæt. Nogen ventil hadde vi ikke. I taket hang den store luxlampe og
brændte og brugte naturligvis en masse luft. Den var hellerikke fri for
at ose litt. Jeg la nok merke til, at mit aandedræt blev mere og mere
besværlig, eftersom tiden gik, men brydde mig i min iver ikke noget om
det! Om aftenen, som jeg holdt paa at arbeide, kom det til en krise.
Jeg følte mig yderst uvel og kunde ikke længer se klart at læse av paa
instrumentet. Jeg søkte at sitte ned, men det hjalp ikke. Alt seilet rundt for
mig, og pulsen slog omkap med takten av et maskingevær under
stormangrep. Jeg saa til at komme mig ut. Den friske luft hjalp noget paa
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
