Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinter
handle dem i overensstemmelse dermed. Det er en feil, hvis man skjærer
alle over én kam og uten videre gir dem juling for en forseelse. Det er
naturligvis den letteste maate at slippe fra det paa, men gir ikke altid et
godt resultat. Som regel trænger tispene mindre avstraffelse end
hanhundene. De er snildere, føieligere og villigere og ikke paa langt nær saa
stivnakkede. Det gamle regime raader endnu blandt dem. Han byder,
hun lyder. Som regel er han ridderlig likeoverfor hende. Har hun f. eks.
noget at spise, vil han la hende beholde det. Det kan synes noksaa
selvfølgelig blandt dyr, der som disse fores vei, men er det allikevel ikke.
Alt spisende tilhører den sterkere. Naar de andre faar beholde det, de
har, er det bare fordi denne er saa optat med sit eget, at han ikke har tid
til at befatte sig med andet. Saasnart han er færdig med sit, vil han sætte
i nakken paa den nærmeste, som har noget mellem tændene. Tispene blir
som regel skaanet for dette. Dog er det ikke altid tilfældet. Det findes
pøbel blandt dyr som blandt mennesker.
Polarhundens herligste adspredelse er slagsmaal. De simpelthen
elsker det. Født til det er de ogsaa. Vi har nu hat Maries 8 smaa hvalper
springende her paa dækket, siden de lærte at utføre dette kunststykke,
saa vi har hat rikelig anledning til at studere. De er nu mellem 7 og 8
iiker gamle. Ikke desto mindre var Samson ifærd med at gjøre kaal paa
«Napoleon» her forleden dag. Var man ikke kommet den haardt
betrængte til assistanse, er det tvilsomt, om den var kommet fra det med
livet. «Samson» blev naturligvis avstraffet, og «Napoleon» trøstet med et
passende stykke kjøt. Som regel vil det blandt saa faa bikjer, som vi har,
bli en «bas». «Bonifacius», som blev borte i høst, var en utpræget saadan.
Han tok sin «basstilling» meget alvorlig og var gentleman, om jeg saa
maa si, til fingerspidsene. Det laa langt under hans værdighet at angripe
nogen. Han bare avstraffet, og det gjorde han paa en saa lun og fredelig
maate, at man som regel ikke forstod, at det var noget paafærde. Naar
det holdt paa at brygge op til «kvalm i gata», da var han straks tilstede
og stoppet den, før bataljen var begyndt. Jeg har set ham stille og rolig
gaa ind mellem to «yppende» og bare skyve dem fra hverandre. Han var
stor og svær «Bonifacius», den største slædehund, jeg har set. Det er
nok mulig at størrelsen spillet en stor rolle i den respekt, de andre viste
ham. Men det var ikke størrelsen alene. Jeg tror, dens væsen, det
med-født bydende, som aldrig tviler paa sin egen overlegenhet, var grundlaget
for respekten. Sit navn hadde den efter den mere berømte bærer av
samme. Utseendet var hellerikke saa ulikt. Vi mistet med den vort
stedlige politi og har savnet den meget. Optøier har været en hyppig fore-
9 ■— Nordostpassagen.
119
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
