Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordostpassagen
ikke tvinger en til at styre saa mange streker fra den virkelige kurs, at
man snarere fjerner sig fra end nærmer sig til det egentlige maal. I
klarveir er det himlens utseende, man har at rette sig efter. En gulhvit
himmel som likesom lover solskin om man bare kunde naa hen under
den, den maa man ikke la sig narre av. Den hvælver sig over samlede
ismarker, og lysningen er bare gjenskin fra isen. Man skal netop styre
der henimot, hvor himlen er tung og dyster at se til. Det er dampen fra
aapent vand som fortætter sig til skyer, der kan man muligens komme
frem. Alt mens man fastholder hovedretningen, ser man ned foran stavnen
for at finde den bedste vei frem. Er der bevægelse i isen, maa man
lære sig til at se, om der er chancer for, at en kanal, man har foran
sig, vil aapne sig mere eller kanske lukke sig sammen, inden man naar
igjennem den. Man maa gi sine ordre til rormanden itide, hvis man skal
undgaa sammenstøt med altfor haarde isstykker. Man maa kunne se paa
isen, om det er gammel, raatten saltvandsis, som ingen fortræd gjør, eller
om det er stenhaard ferskvandsis, som kan beskadige ens stevn. Man maa
ha paa fornemmelsen, naar man skal lumske og liste sig klar av isens
favntak, eller naar man med et dristig væderstøt av stevnen tør gi den
raat for usødet og derved skaffe sig plads. Time efter time kan man
staa deroppe uten at føie træthet, fordi ens evner stadig er spændt til det
yderste, alt er indstillet paa det ene: at komme frem.
Men ret som det er gaar det hele i staa. Kanalerne snevrer sig ind,
blir til revner i isen, til smale blaa aarer og forsvinder helt. I tide maa
man søke ind i en naturlig dok i en solid isskodse, for at isen selv kan ta
det første skub, hvis den skulde finde paa at skrue sammen. Der maa
man bli liggende til vind og strøm atter aapner en vei; ti er der pres i
isen, kan man ikke forcere ved at sage eller sprænge; kanalerne, man laver,
vil lukke sammen, inden man slipper igjennem. Tiden benytter man til at
røre benene ved en tur paa isen, og til at sove. Men altid maa man
være klar til opbrud paa korteste varsel. Enhver chance maa utnyttes til
at vinde frem. Det nytter ikke at klø sig i nakken av fortvilelse over
kulbeholdningen, som svinder eller petroleumen som gaar med til unyttig
fyring i mange, lange timer. Bare den, som er parat, kan komme frem i
drivisen. Men litt dristighet skal der ogsaa til. Det manglet «Dorthea»s
fører ikke, ti dristigere mand end ham seiler der ikke i Ishavet.
Skjønne er de solklare dage, naar isen ligger vidt og bredt rundt en,
gjennemkrydset av blaa aarer; naar man ser landet i det fjerne,
Melville-bugtens høie klippe-forlande, tegnende sig mot indlandsisen og vidt adskilte
av mægtige brævægger. Men ogsaa uveirsdagene har sin skjønhet, naar
444
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
