Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN FØRSTE VINTER
89
handelsaand bragte de os imidlertid bare store bukkeskind,
som de selv ingen større bruk havde for. Men vi svarte
med samme mynt, og gav dem 1 — én — synaal pr. stykke!
Jeg bestemte mig nu til at slaa følge med dem hjem for at
se, hvor og hvordan de bodde. De havde latt os forstaa,
ät de ikke sov paa hjemveien, saa det jo ikke kunde være
synderlig langt unna.
Næste formiddag kl. 117a drog vi avsted. Jeg havde
med mig en slæde, hvorpaa jeg havde min sovepose, litt
mat og endel saker, som jeg visste, eskimoerne vilde sætte
pris paa. Med den mig medfødte civilisation spændte jeg
mine gjester i træksælerne. Selv gik jeg paa ski, og avsted
bar det vestover i fuldt galop. Eskimoerne brukte intet som
ski, snesko ei. lign., idet den haardt sammenføkne sne holdt
dem oppe. Og jeg havde min fulde hyre med at følge dem
paa skierne.
Det var alt den 9de november, saa det blev tidlig mørkt
paa dagen. Jeg tænkte derfor, det var nødvendig at klemme
paa. Jeg visste ikke dengang, at det for en eskimo er
komplet likegyldig, om han gaar i lys eller mørke, i klarveir
eller tykkeste taake, i storm eller stille — eller i snefokk
saa tæt, at én ikke kan se sin egen næse. Det erfarte jeg
først senere ved nærmere bekjendtskap med dem. Klokken
halv fire betydet de mig, at vi nærmet os deres leir. Og
paa toppen av en høidekam fik jeg nede i et lunt, hyggelig
dalføre øie paa nogen smaa lys. Det var allerede næsten
ganske mørkt. Eskimoerne utstøtte høie glædesrop og var
overstrømmende lykkelige ved synet. Og de smaa lysene
dernede var ogsaa lokkende og indbydende og bragte tanken
hen paa varme og hygge, mat og drikke, — alt som kan
fryde en veifarende mand i en barsk og kold vinternat.
Da vi kom inden hørevidde, utstøtte mine ledsagere
høie hyl, hvorav jeg bare opfattet det ene ord kabluna,
o: den hvite mand. Og leirens beboere vrimlet ut. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
