Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første vinter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
NORDVES TPA SS A GEN
Vi fordelte presenterne ved lodtrækning for at forebygge
enhver avindsyke, der jo kan opstaa selv mellem engler. Og
skjæbnen drev sit lunefulde spil. Stor jubel vakte nogen
fornøielige papirhatter, som laa indi endel vakre, broderte
saker. Og loddet utpekte for Lindstrøm en hat med
indskriften: „Til den mæskede polargris!" Vi brølte av latter
og satte hatten paa grisens hode. Vor lille fonograf var
utrættelig og opvartet os med sange og historier, saameget
vi bare bad den.
Ute var der stort og stille. Et vidunderlig nordlys
flammet over hele himlen. Men de evig urolige straaler
gjør ens eget sind urolig. Det er som bringer de — ialfald
paa julenat — stumme, flakkende bud fra utenverdenen —
fra dem derhjemme, som nu feirer sin jul.
1ste juledag feiret vi dobbelt fest, idet Wiik havde sin
25de fødselsdag. Han var ekspeditionens yngste medlem og
et av dens gladeste, fuld av fornøielige skrøner og historier,
uvurderlig muntrationsraad ombord. Den digre kransekake,
som baker Hansen havde foræret os ved avreisen, dannet
festens midtpunkt.
Om formiddagen kom den gamle eskimo Teraiu anstigende
og blev venligst mottat som gratulant. Teraiu var blandt
vore ældste eskimovenner, — en av de fem, der havde vist
sig første gang. Han var vel en mand paa mellem 50 og 60
aar og en meget spøkefuld fyr. Blandt sine stamfrænder
nød han forøvrig ingen anseelse — trods sin alder; de
holdt ham nærmest som enslags godfjotting, som de saavidt
taalte iblandt sig. At han ikke var uten vet, vil senere
fremgaa.
Gratulanten Teraiu syntes imidlertid ikke at være
kommet i noget festlig erende. Hans aasyn og gebærder bar
den dype nedslagenheds præg, og taarerne stod i øinene paa
ham (den gamle kjeltring!). Han skravlet og fortalte opad
vægger og nedad stolper, og at han jamret, var tydelig nok.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
