Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den magnetiske nordpols beboere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN MAGNETISKE NORDPOLS BEBOERE 21 1
indeholder følgende redskaper (se billede av eskimoredskaper
side 217): En harpun helmiakki (fig. 13 og 14), med
harpunline, togakchjea (fig. 13 og 14), 2 redskaper til at opservere
sælen med: illa (fig. 15 og 16) og kiviutchjervi (fig. 17 og 18),
en hulbeskytter, anokchjleoiritkun (fig. 20 og 21), 2 smaa
træpinder, hvorpaa sællansen hviler, na-a-makta (fig. 11 og 12),
en strop for sælens ophaling, okchjeun, desuten nogen
smaa-pinder av renhorn til at sy saaret i sælen igjen med, topota
(fig. 7 og 8). Dette er hele posens indhold. Posen selv er
firkantet, sydd som oftest av renskind, men ogsaa ofte i mangel
derav av hvitrævskind. I haanden bærer han de øvrige
redskaper og vaaben: sælspydet, onaki (fig. 10), hulsøkeren,
hervon (fig. 3), hulundersøkeren, hervotavra (fig. 6), og en
ske, ilaun (fig. 9). Før i tiden, ja bare for nogen aar siden,
var alle disse vaaben og redskaper udelukkende av renhorn;
nu finder man som oftest enkelte dele av jern iblandt.
1 den anden haand leder Kachkochnelli sin hund i en
sælskindsrem. Ellers er det ikke alle, som har hund. De
er ca. 40 mand i følge idag, i alderen fra 15 til 50 aar. De
har en masse at passiare om. Man skulde tro, de levet i
en verden fuld av begivenheder og vekslende stof til
samtaler og drøftelser og ikke her i ismarken, som har ligget
taus og øde i aartusener, og hvor livet fra den ene dag til
den anden, ja fra det ene aarhundred til det andet har artet
sig evig éns. De gaar allesammen i flok over landryggen,
men idet de kommer ind paa isen, sprer de sig i ordnede
skytterlinjer. Avstanden mellem hver enkelt økes stadig,
eftersom de avancerer, og inden kort tid er de spredt utover
en ganske anselig flate. Kachkochnelli klemmer ivei, mens
han smaanynner og prater med sin hund. Der er intet
bemerkelsesværdig ved hunden, hverken særlig opreist
hode eller kloke øine. „Kjøter" var vel den
fineste’benævnelse, man vilde gi den. Men man skal ikke skue hunden
paa haarene. Saa ussel den end er av utseende, tror jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
