Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordvestpassagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORD VES TPA SS/4 GEN
331
nogensinde; der var saa fuldt av stener, at vi seilte som
gjennem en uryddet mark. Saa nødig jeg vilde, maatte jeg nu
fire ned en baat og lodde op foran os. Dette krævet alle
mand paa dæk, og de fem timers søvn, man kunde faa paa
frivakten, var det surt nok at undvære. Her var imidlertid
ingen anden raad for. Paa denne vis krøp vi os frem, og
kl. 6 om eftermiddagen var vi ute i Victoria-strædet og havde
den flokete øgruppe bak os. Strædet, vi var gaat igjennem,
døpte vi Palander-strædet efter „Vegas" dygtige fører. Øerne
søndenfor fik navnet Nordenskjølds Øer efter
Vegaekspeditionens leder. Løitnant Hansens kartlægning av øgruppen
viste sig at være særdeles omhyggelig.
Victoria-strædet var opfyldt av svær is, men den var
løs nok til, at vi kunde komme frem gjennem den.
Utenfor Lind-øen laa isen tæt, men vi smøg os igjennem en
smal rende og slåp ut paa den andre siden, hvor vi atter
havde aapent vand. Da vi om morgenen skulde sætte seil,
brak gaffelen. Jeg bestemte mig da til at søke ind i
Cam-bridge-bugten, Collinsons vinterhavn, for at reparere den.
Victoria-land var flatt og ensformig. Dease-strædet er
dypt nok, om man bare holder sig etpar kvartmil fra kysten.
Fra alle nes og pynter strækker der sig grunder ut.
Den 17de august kl. 5 om morgenen gik vi til ankers
paa vestsiden av Kap Colborne. Og dette var en betydelig
merkedag i vor ekspedition. Thi nu havde vi med Gjøa
seilet igjennem det hittil uløste led av Nordvestpassagen.
Vi følte os nu formelig i trafikeret farvand. Et og andet
lodskud var angit paa kartet, og navnlig betryggende virket
bevisstheden om, at vi havde foran os en led, som var
be-seilet av et stort fartøi.
Mount Pelly, som omtales av Collinson, er et udmerket
landmerke og let kjendelig. Skjønt ikke mere end 800 fot
høit, gjør det sig mægtig gjældende som det i sin ensomhed
rager op fra sletten. Jeg havde bestemt mig til at ro i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
