me me nn mm SD mm -— vær | mæ e—ræ sb Pæne ms ken— Fe RE FF SR TE - = —… - = sk mv" gren ad La samt 34 ' l. kap. Kommissionshandelens ældste former. at se Arnolds vederlag? Hans løn er ikke nogen bestemt betaling, fastsat paa den ene eller anden maade, hans vederlag bestaar netop i denne forbindelsens gensidighed. Jeg skal her blot fremsætte denne opfattelse for senere at nævne de grunde, der taler for, at i den indeholdes det rette svar paa det fundamentale spørgsmaal. Kun et par ord maa her tilføjes om denne opfattelses forhold til kilderne. Fra disse kan der til støtte for den strengt taget kun hentes et argumentum e silentio. Det kan nu vel ikke undre, at der i kilder af offÅciel art, som f. e. den lybske gældsbog, hvis indførsler blot skal tjene til bevis for en gælds rigtighed, intet findes om lønnen til den, hvem sendeve betroes; kun den, der i sendeveforholdet ser et commenda- eller societetsforhold, kunde vente i den undertiden at finde en notits om hans del i gevinsten, fordi dette som regel anføres ved indførslerne om societeter. Adskillig mere grund er der til at lægge vægt paa, at man heller ikke i de private kilder, i regnskabsbøgerne eller, som det snart skal vises, i handels- korrespondancer nogetsteds finder det ringeste spor af, at den, hvem sendeve be- troes, modtager eller har ret til en bestemt løn. Disse kilder har ganske vist en stor mangel: paa en enkelt undtagelse nær finder man intetsteds i dem opført en egentlig afregning. Dette gælder saaledes alle opgørelserne i Johan Wittenborgs regnskabsbog; notitserne derom angiver blot det endelige resultat, f. e. hvad Johan Wittenborg efter opgørelsen endnu skylder Arnold Bardewick og omvendt; afreg- ningerne selv er ikke indført, og dermed er de vigtigste beviser for den her fremsatte opfattelses rigtighed os berøvet. Derfor maa man indskrænke sig alene til en frem- hævelse af kildernes tavshed, af at der ikke i dem findes et eneste sted, hvor en købmand bliver det formodede honorar skyldig, hvor dette kræves, eller hvor der er strid derom. Men hvad enten man i gensidigheden vil se stedfortræderens eneste vederlag eller ej, bliver dog selve denne gensidighed en sikker kendsgerning. Alene derved maa opfattelsen af sendeveforbindelsernes udbredelse, betydning og form meget forandres. Det hele materiale til forstaaelsen deraf udvides derved i en betydelig grad; til studiet af den hanseatiske stedfortræders stilling tjener ikke blot Bertold Witten- borgs, Arnold Bardewicks og andres forhold til Johan Wittenborg, men ogsaa dennes forhold til dem. 23. Johan Wittenborgs regnskabsbog viser først og fremmest, at den nordeuropæiske handel i det 14. aarh. for en stor del fandt sted netop paa den maade, at den ene købmand overgav sine varer til en anden, for at denne for hans regning og risiko skulde sælge varen paa et fremmed marked og for provenuet indkøbe og sende ham returvarer. Men inden jeg gaar over til en bestemtere paavisning af, at man i sendeveforbindelserne, som de her fremtræder, netop har den ældste nordeuropæiske kommissionshandel for sig, og derfor foreløbig blot præ- sumerer dette, vil det være heldigst straks at tage op til nøjere betragt- ning en kilde, der giver et helhedsbillede af handelsforbindelserne mellem hanseatiske købmænd, og som er et aarhundrede yngre. Det er en samling handelsbreve! fra købmænd i Riga til købmænd i Libeck og Brugge fra aaret 1458, der ved et tilfælde — danzigske udliggeres erobring af tre handelsskibe fra Riga? — er blevet bevarede. Thi disse breve viser, at gennem et aarhundrede, hvor den hanseatiske handel indenfor den ramme, det 13. aarh. havde dannet, var vokset i indre I Stein Hans. Gb. IX, IS, 50 ff. " Stein lov. 82,