44 I. kap. Kommissionshandelens ældste former. I denne ganske naturlige ordning kan man imidlertid kun se en ren praktisk nødvendighed, ingenlunde bevidsthed om, at der her var et spørgsmaal, hvis besvarelse rummede store vanskelig- heder, end mindre et forsøg paa endelig at løse dem; rigtigere vilde det utvivlsomt være at sige, at spørgsmaalet nu som før ikke blot for- blev uløst, men næppe engang fremsattes. Thi nu som før vilde i de aller fleste tilfælde stedfortrædelsesforholdet forblive ganske uoplyst; i de meget faa tilfælde, hvor det oplystes, særlig konkurstilfælde, forblev berettigelsens og forpligtelsens omfang ganske ubestemt; thi disse faa tilfælde var kun af yderst ringe interesse for handelens regel- mæssige gang. Det eneste for medkontrahenten vigtige punkt var det, at kommissionæren regelmæssigt forpligtedes; til berettigelsen knyttede der sig kun liden interesse. Det tør nok siges, at saasnart stedfortræ- delsesforholdet blev bekendt, syntes det det naturligste, at den, for hvem forretningen i virkeligheden var udført, ogsaa berettigedes. Kom- missionæren havde i og for sig ingen stor interesse i selv at berettiges?; medkontrahenten kun interesse i at faa sikkerhed for, at hans betaling befriede ham for hans forpligtelse. Han kunde derfor være villig til at yde betaling til en anden end den, han havde sluttet med — f. e. hvis vedkommende ligger var rejst hjem, eller hans kommissionsforretningers afvikling af kommittenten overdraget til en anden, en handelsknægt, som af andre grunde udsendtes, eller en anden fast kommissionær — naar blot der ydedes ham sikkerhed i saa henseende. Det opnaaedes da bedst derved, at det ved en mere eller mindre officiel erklæring til- kendegaves tredjemand, at et stedfortrædelsesforhold forelaa, og her vilde da fuldmagten, der udenfor det egentlige handelsliv allerede var i al- mindelig brug, komme i anvendelse ogsaa herindenfor?, Men tillige vilde efterhaanden en række tilfælde, ogsaa uden at en saadan erklæring forelaa, særlig udsondre sig, de nemlig, hvor en handelsknægt afsluttede forretninger for sin principals regning. Ogsaa for handelsknægtens oprindelige optræden som kommissionær har man et direkte bevis i Johan Retlages testamente”. Men eftersom handels- forbindelserne antog større fasthed, og selve personkendskabet derved udvidedes, vilde en saa aabenlys kendsgerning som en handelsknægts tjenesteforhold i visse kredse i det mindste vanskeligt forblive uoplyst; da det nu tillige var vel bekendt, at en handelsknægts egen- og socie- 272--73. Det tredje er indførslen nr. 46, 1356 1 septbr., Mollwo 81, der ikke, som Mollwo anm. 4 an- giver, hører til Il, 163, men til 11, 180 ef. 209; Wittenborg har her foretaget samlet bortsalg af varer, der tildels tilhører ham selv, tildels Arnold Bardewick. ! Dette synes mig meget klart at fremgaa af det lybske raads dom LUB Xl, nr. 545 (a. 1470) i anledning af Hinrik Hasselbeks konkurs: sodanne schulde de Hinrick Hasselbeke waraftigen unde propper schuldich ys unde gemaket hefft vor der bedrechliken kopenschop van Hollen wegene, schal Hasselbeke betalen van zineme egenen propperen gude, aver de schulde de Holle bedrechliken gemaked hefft unde Hasselbeke eyn vorhandeler inne gewest is, sodanne schulde mogen Hollen schuldenere sick vorhalen an Hollen guderen unde an allen eren affgedrogen guderen, wor ze der bekomen konen unde ock an Hassel- beken guderen, de overbliven, wan zine egene propperen schulde betalet sin. Kun i LUB X, nr. 79 (a. 1461) har jeg fundet et svagt udtryk for, at kommissionæren kunde have et selvstændigt krav paa at berettiges overfor medkontrahenten. 3 Specielle fuldmagter findes i mængde i LUB og hos Bunge; som udprægede eksempler LUB X, nr. 532, XI, nr. 487. Hirsch 227 og anm. 947 omtaler saadanne fuldmagter, men det er selvfølgelig ganske misforstaaet, naar han mener heraf at maatte slutte, at liggeren almindeligt eller altid udførte forretninger påa grundlag af en fuldmagt. 4 LUB Il, nr, 517.