78 Il. kap. I. Den engelske kommissionshandels historie. port, 18,9 /o; derefter følger Boston med 6,4 %o, Newcastle med 5,1 90, Ipswich med 4,5 %0, Bristol med 3,4 %/o. I Henrik 8.s tid er Londons andel stegen til 66,1 /o, Southampton gaaet ned til 9,1 %0, Newcastle har holdt sig paa 5 %o, Boston er sunken ned til 3,4 0, ingen anden engelsk by naar op til 3 %o, selv Bristol har kun 2,9 "/0. Og denne bevægelse fortsattes; i 1581—82 beherskede London 86,4 ”/o af Englands samlede aktivhandel til udlandet'. Den engelske handels opgave var da i slutn. af det 16. aarh. salget af engelsk klæde til ud- landet; klædeopkøbet, og dermed selve den engelske aktivhandel var koncentreret i London; de kapitalstærke Londonerkøbmænd beherskede gennem deres klædeopkøb den engelske handel. 46. Det ses da let, hvorledes denne udvikling ganske forandrede alle de grundforhold, hvorover de middelalderlige handelsformer var byggede. For den engelske købmand var markedet hjemme og mar- kederne ude ikke længere i den forstand ligestillede; gensidigheden havde for ham ikke længere nogen praktisk betydning; han var ikke tvungen til en ganske passiv følgen med den naturlige varestrøm. Det engelske klædes uovertræffelige godhed gjorde det muligt for ham at aabne nye markeder, at øve en stærk indflydelse paa salgsprisen”; den betydelige kapital, hvormed han drev sin forretning, gjorde det yder- ligere muligt for ham at koncentrere varen i sin egen magt og at ned- slaa al konkurrence. Det, at han saaledes beherskede varen og mar- kederne, maatte gøre det ønskeligt for ham at drive sin forretning paa en ganske uafhængig og selvstændig maade, at kunne dirigere den ganske efter eget forgodtbefindende; den stigende konkurrence mellem engelske købmænd indbyrdes maatte forstærke dette ønske hos de dyg- tigste. Det opnaaedes ved at lade afsætningen af klædet og det even- tuelle indkøb af returvaren paa det fremmede marked udføre ikke af ganske selvstændige købmænd, hvis virksomhed han ikke saa helt havde magt til at kontrollere og dirigere, men ved mænd, der stod i et vist afhængighedsforhold til ham. Den stedse stigende efterspørgsel og deraf følgende betydelige avance paa klædet bar med lethed den forøgelse af salgsomkostningerne, som en bestemt løn repræsenterede. Denne overgang maatte ligge nærmest i forbindelserne mellem Lon- don og Antwerpen. Saa nær laa disse to pladser hinanden, at den lon- donske købmand alene derved lettere sattes i stand til at øve større indflydelse paa afslutningen af forretninger for hans regning, selvom han ikke personlig var tilstede. Derfor opgav Londonerkøbmanden sik- kert hurtigt ganske proprehandelen; men i stedet for at komme ind paa at give sine forretninger i Antwerpen i kommission til selvstændige mænd, der var borgere i byen, foretrak han som stedfortrædere at be- nytte sine handelsknægte og unge engelske købmænd, der drev forret- ning som liggere dær; og mere og mere gik Londonerkøbmændenes 1 Schanz Il, 28—30. 2 Ehrenberg Hamburg 31 bemærker med hensyn til merchant adventurers, at Nederlænderne og Hanseaterne vel beskyldte dem for at træffe aftaler om deres varers salgspris, men at der intet findes der- om i deres statuter. | disse findes dog en bestemmelse om prisen paa uld, Lingelbach 122, og det vil nedenfor ses, at aftaler om klædets salgspris i alt fald til visse tider af det 17. aarh. praktiseredes i Le- vantkompagniets faktorier.