Kapitulationerne. 103 (art. 16); og gesandten havde ret til at ansætte konsuler i Aleppo, Alexandria, Tri- polis di Barbari, Tunis, Tripolis di Soria, Scio, Smyrna, Ægypten og andre steder (art. 14). Retstrætter mellem Englænderne og tyrkiske undersaatter søgte kapitula- tionerne at forebygge derved, at ethvert køb og salg, ethvert betalingsløfte kunde forlanges officielt bevidnet ved en af kadien udstedt hodjet, som, hvis der senere opstod strid, skulde lægges til grund ved domsafsigelsen; hvis klageren ikke havde udtaget en saadan hodjet, men kun støttede sit krav paa tvivlsomme vidneudsagn, skulde hans klage afvises (art. 9). 1 alle tilfælde, hvor en klage over en engelsk købmand saaledes kun støttedes ved tvivlsomme vidneudsagn, skulde de tyrkiske dommere henvise sagen til den engelske gesandts afgørelse (art. 10); og den tyrki- ske dommer maatte i det hele taget ikke foretage en sag, hvori en Englænder var part, uden at der var en tolk tilstede (art. 15). Den ene Englænder maatte ikke arresteres og straffes for den andens brøde (art. 11); og ligeledes, hvis en Eng- lænder flygtede paa grund af gæld eller gik fallit, maatte der kun forlanges betaling af den virkelige debitor, og ingen anden Englænder maatte arresteres eller blive afkrævet betaling paa grund af den bortflygtedes eller fallentens gæld, medmindre dennes kreditor kunde fremlægge en formel skriftlig kautionsforpligtelse (art. 8). Af egentlige handelsbegunstigelser fandtes i kapitulationerne kun en eneste, men det var til gengæld en mestbegunstigelsesklausul: alle privilegier, der var tilstaaet Franskmændene, Venetianerne og andre venskabelige magter, skulde have gyldig- hed ogsaa for Englænderne (art. 18), en bestemmelse, der havde mest betydning derved, at den nedsatte importtolden til 5 ”/0. Franskmændene, der allerede 1535 havde faaet tilstaaet kapitula- tioner, som 1569 og 1581 fornyedes”, saa naturligvis kun ugerne en ny handelsmagt dukke op i Levanten; men det gamle venskab mellem Frankrig og Tyrkiet var nu stærkt i færd med at kølnes, og medens Englands fjendtlige forhold til Spanien var en anbefaling for det hos den tyrkiske regering, vaktes dennes mishag i høj grad ved Frankrigs fred med Spanien i Vervins (1598). Denne storpolitiske forskydning fuld- byrdedes straks efter Henrik 4.s død ved Frankrigs forbund med Spa- nien; Tyrkiet ansaa Spaniens ven for sin fjende, og følgen af den franske politiks skiften var derfor yderligere begunstigelser til den franske han- dels konkurrenter. I det første tiaar af det 17. aarh. opnaaede Eng- lænderne betydelige udvidelser af kapitulationerne (art. 21—46), af hvilke den vigtigste var, at importtolden nedsattes fra 5 til 3/0 (art. 34)?: Hollænderne, der allerede 1598 ved Frankrigs hjælp havde faaet en foreløbig handelstilladelse, fik 1612 tilstaaet kapitulationer, der ogsaa for dem fastsatte importtolden til 3/0, saaledes at disse to nationer fra nu af lige til 1673 paa dette punkt var stærkt begunstigede frem for Franskmændene, der vedblev at betale 5/0". Til de engelske kapi- tulationer føjedes nye bestemmelser i 1624 (art. 47—53), 1641 (art. 54), 1662 (art. 55—71) og 1675 (art. 72—75)? — men derefter undlod kompagniet at søge dem stadfæstede eller udvidede; den tyrkiske rege- ring var ikke længere saa velvillig overfor England og havde, som kom- pagniet skrev i 1685, faaet for vane, saa snart den blot saa kapitula- tionerne, at fremsøge stridspunkter for at afpresse kompagniet penge?. ' Noradounghian I, 29 nr. 153; 33, nr. 170; 35, nr. 182; 83—93. 2 Noradounghian I, 38, nr. 199 (a. 1603); 39, nr. 206 (a. 1606), 150—157. 3 Noradounghian I, 37, nr. 197, 40 nr. 212; Dumont V, 1, 558—59; 2, 205—14, særlig art. 17. 4 Noradounghian I, 144, art. 5. $S Noradounghian I, 45 nr. 236, 48 nr. 250, 39 nr. 256, 52 nr. 271, 157—69. Dumont Vil, 1, 6R. O. 145, 137—38.