Loven af 1754. s 195 fuld engelsk borgerret!. Men naar loven nægtede dem at virke som faktorer i Tyrkiet, berøvede den dem vistnok de væsentligste fordele af denne ret. De jødiske købmænd, der vilde søge optagelse, var bomulds- importørerne; men det er klart, at de vilde ikke undlade at benytte sig af de store fordele, deres gamle forbindelser med stammefrænder 1 Levanten bød dem; ogsaa de indfødte engelske bomuldsimportører havde sikkert nu lært at foretrække jødiske og armeniske indkøbskommissionærer i Levanten fremfor de engelske faktorer. Desuden indskærpede loven jo kravet om karantæne i Italien; derved vilde meget ofte fordelen ved den direkte import forsvinde. Selvom bomuldsimportørerne derfor søgte optagelse i kompagniet, vilde de endnu stadig foretrække den indirekte import over Italien, der stillede dem frit i valget af kommissionærer i Levanten og ophævede faren for konfiskation. Blandt dem, der havde rejst klagerne, synes der da heller ikke at have hersket stor tilfredshed med loven. Men man tør sikkert antage, at fra nu af traadte den hidtil skjulte modsætning indenfor Levanthandelen aar for aar skarpere frem. Stedse bestemtere adskilte indenfor Levantkøbmændene eksportørerne af engelske varer sig fra bomuldsimportørerne; varespecialiseringen trængte nu fuld- stændigt igennem. Kompagniets historie i hele dets sidste tid maa ses i belysning heraf. 161. Den engelske eksporthandel til Tyrkiet viser i denne sidste tid i det hele ganske samme trøstesløse billede som i den første halvdel af aarhundredet, i alt fald hvad klædeeksporten angaar. Det er ganske vist muligt, at der i aarene 1748—56 afsendtes noget større partier end i det meget uheldige femaar 1739—45; faktoriet i Aleppo angiver nem- lig i en handelsberetning af 1765”, at det i hin tid aarligt havde mod- taget 1000 baller, hvad der, selvom ballen fra midten af det 18. aarh. maaske ikke kan antages at have indeholdt mere end 5—6 stk. gen- nemsnitlig, dog synes at give et uforholdsmæssigt stort tal for Aleppo alene. I alt fald fulgtes denne opgang snart af en fortsat nedgang; 1756—64 havde Aleppo faktoriet aarligt kun modtaget 500 baller. Ned- gangen skyldtes vel for en del, at silketilførslerne fra Persien nu ganske var ophørt, at som følge heraf klædesalget dertil, der dog havde andraget ca. 300 baller, ligeledes standsede, og at tilmed det østindiske kompagni nu skaffede Persien de smaa partier, det aftog, over Balsora og Bagdad. Ogsaa synes Venetianerne og Hollænderne noget at have udvidet deres klædesalg; det siges, at Hollænderne omkring 1754 ikke havde solgt 15 baller klæde i Constantinopel aarligt, men i 60erne solgte over 100, tildels var det ,Leipzigerklæde", altsaa af sachsisk produktion. Hoved- aarsagen var dog stadig den samme. Forbonnais, der i 1755 ud- sendte sit skrift til forsvar for den franske Levanthandels fuldstændige frihed, regner det franske klædes overlegenhed over det engelske for saa givet, at kun de indskrænkninger, som havde været den franske ! Cunningham Il, 283 anm. 2. Ganske vist ophævedes denne lov allerede aaret efter. ZR. O. 184, 127! —29, 13%