Faktorens døds- og fallitbo. 211 købmænd skulde kadien opbevare godset og udlevere det, til hvem den engelske gesandt bestemte!. I tidens løb udformede kompagniet ved sine ordrer nøjere reglerne herom: naar en købmand døde uden associé og uden testamente, skulde gesandt eller konsul straks tage hans bøger og papirer i besiddelse og deponere dem i sekretariatet; kopier deraf skulde leveres til kassereren og to ansete faktorer, der af konsulen skulde udnævnes til at varetage alle den afdødes sager. Disse tre skulde ogsaa tage nøjagtig fortegnelse over alle den afdødes effekter og lade dem indføre i faktoriets bøger med varernes mærker og tal specificerede; derpaa skulde de sælge dem og remittere provenuet til principalerne efter disses nærmere ordrer. Desuden skulde konsulen straks melde kompagniet et saadant dødsfald, for at dette kunde under- rette de interesserede derom. Dette punkt indskærpedes i alle instruk- tioner til gesandt og konsuler, og i de bevarede chancery books fra Constantinopel, særlig de ældre af dem, finder man da ogsaa hyppigt indførsler af denne art. Alligevel var dog principalernes interesser selv saaledes ikke til- strækkeligt beskyttede. Ikke blot kunde der let gives anledning til uretmæssige krav fra en tyrkisk embedsmands side, men forretningernes afbrydelse, det hastige salg, udestaaende fordringers tvivlsomme værd indeholdt lige saa mange muligheder for tab. Derfor blev det vistnok allerede fra midten af det 17. aarh. almindeligt, at hver enkelt faktor ikke drev forretning alene, men at to eller tre associerede sig, døde saa den ene af dem, fik dette aldeles ingen betydning for principalerne, hvis forretninger førtes videre af den anden eller de andre kompagnoner; ? konsulens pligt indskrænkedes til at drage omsorg for afdødes personlige formue, hvis han var død uden testamente, og bestod nu blot i forseg- ling af afdødes særlige bøger og papirer i hans kompagnons hus; over dem toges saa en fortegnelse, der sendtes hjem til kompagniet til brug for den afdødes arvinger. De engelske principaler foretrak derfor kom- missionshuse med flere end een indehaver, og nyankomne faktorer ind- traadte i et allerede bestaaende hus i stedet for at grunde en ny selv- stændig forretning. Paa denne maade dannede der sig fra midten af det 17. aarh. i Levanten en fast kreds af kommissionshuse, der ved stadig afgang af ældre indehavere og tilgang af nyankomne bevarede kontinuiteten, vistnok saalænge kompagniet overhovedet bestod. 176. Langt vanskeligere var det at beskytte principalerne i tilfælde af en faktors konkurs, særlig naar den var forbunden med hans flugt. Den eneste mulighed var at støtte sig til et par bestemmelser i kapitu- lationerne om, at gælds betaling kun maatte kræves af skyldneren, ikke af andre engelske købmænd, og at ingen Englænder maatte blive draget til ansvar for en andens flugt eller fraværelse”, Disse bestemmelser, 1 Noradounghian I, 152, art. 6. 2? Roger North 58: The merchants do not care to trust single persons in factories abroad, because upon their deaths happening there is danger of embezzlements. When there are two or more in a partnership, all is safe, and upon adjunct of a new partner or two, the business goes on as before. 3 Noradounghian I, 148 art. 8; Arrivant que quelque Anglais, soit å cause de ses propres dettes ou pour s'étre rendu caution, se cache, se sauve du pays ou fasse banqueroute, la dette ne pourra étre réclamée que du véritable débiteur... 149, art. 11. 147