224 Il. kap. II. Den engelske kommissionshandels form. blot tilnærmelsesvis op mod medlemmernes. Det kunde da hverken for faktoren, ej heller for den enkelte principal være fordelagtigt eller blot ønskeligt, at de bandtes saaledes sammen, at lærlingen eller faktoren kun maatte udføre kommissioner for sin principal og dennes societets- forbindelser. Ordren af 1615 har da formentlig ogsaa fortrinsvis til hensigt at indskærpe, at principalens tilladelse skal indhentes. Meget snart maa denne tilladelse være blevet en ren formssag og derefter bortfaldet, thi ingensinde senere hører man tale om, at det skulde være nogen faktor forment at modtage ordrer fra flere end een principal af kompagniets medlemmer. Allerede tidligt i det 17. aarh. var der da paa dette omraade ind- traadt en fuldstændig frihed; enhver principal, der var medlem, kunde give enhver faktor i Tyrkiet kommissioner, og omvendt kunde enhver faktor modtage kommissioner fra ethvert medlem. Naar man alligevel iagttager en vis fasthed i forbindelserne, maa dette antages alene at have beroet paa praksis. Endskønt der indrømmedes principalen en ubegrænset tilbagekaldelsesret, ikke blot re adhuc integra, men over- hovedet til ethvert tidspunkt, vil man ikke finde noget eksempel paa, at en principal tilbagekaldte en enkelt bestemt kommission eller forlangte udlevering til en anden faktor af en enkelt bestemt varekonsignation. De kommissioner, en principal havde overdraget en faktor, dannede et hele; han vilde tilbagekalde eller forlange udlevering af dem alle eller af ingen af dem. En principal kunde benytte flere faktorer paa samme tid; men hvad hver enkelt af dem angik, vilde han enten vedblive at benytte ham, eller han kunde give ham faa kommissioner eller helt undlade at sende ham flere varer i konsignation; men kom det til, at han vilde forlange udlevering, vilde han kræve fuldstændig udlevering. De store afstande og Levanthandelens i forhold til modernere tider meget langsomme tempo gjorde en saadan praksis mulig. Med hensyn til faktorens ret til at modtage kommissioner fra alle kompagniets medlemmer maa endnu blot bemærkes, at denne ret gjaldt ikke blot medlemmer i England, men ogsaa medlemmer og disses fak- torer i udlandet, f. e. i Italien, hvor netop certifikaterne tjente den til beskyttelse, og i Tyrkiet — Ægypten, hvor den var grundlaget for den livlige kommissionshandel mellem faktorerne indbyrdes, som særlig be- skyttedes selv ved de store ordrer af 1719. 190. Men lige saa sikker denne ret var, lige saa principielt sikkert var det, at faktoren ikke havde ret til at modtage kommissioner fra engelske ikke-medlemmer. Overfor ikke-medlemmer i England selv lod dette princip sig i praksis ret let hævde og blev stedse hævdet uden indskrænkning, men større vanskeligheder voldte ikke-medlemmerne i Italien, og eftersom kompagniet overfor dem førte en noget vekslende politik, eftersom kompagniets ordrer paa dette punkt ikke altid er helt udtømmende, og eftersom endelig praksis næppe altid helt var overens- stemmende med ordrerne, er det ikke let nøjagtigt at sige, i hvilket be- stemt omfang principet til enhver tid gennemførtes. Saalænge kom- pagniet fastholdt kompagnifarten, og saalænge det engelske klæde endnu bevarede sin overlegenhed, er forholdet ganske klart: fra ikke-med-