Bypolitikens første formaal. 333 Nedreelben; 1465 tilpantede det sig Steinburg og i pantebrevet indsattes, at korn kun maatte afskibes fra Stør med den hamburgske lensmands tilladelse. 1482 erhvervede byen sig med store omkostninger et kejserligt privilegium: for fremtiden maatte rug, hvede, byg, mel eller andet korn ikke føres ned ad Elben forbi Hamburg, men skulde forhandles og sælges i Hamburg. Med dette privilegium begyndte dog den ham- burgske stapel at antage en almindeligere form; allerede tidligere synes Hamburg at have villet udvide den til ogsaa at omfatte vin, i begyndel- sen af 1470erne til Magdeburgerplanker;! i privilegiet af 1482 gjordes foruden kornet vin og øl til stapelvarer. 301. Hvor nu saaledes meget store tilførsler af en vare opnaae- des, var stapelretten alene ikke tilstrækkelig til at sikre byens købmænd eksporthandelen dermed; det vilde meget let ske, at den fremmede køb- mand i byen selv direkte af importøren opkøbte den vare, som han ikke maatte opkøbe udenfor byen. Da nu hensigten med stapelretten netop var at holde handelen med den stapelpligtige vare paa borgernes hænder, maatte den her styrkes ved tilføjelse af reglen: gæst maa ikke handle med gæst. Denne bestemmelse finder man da ogsaa i tiden ned til det 15. aarh. hævdet indenfor de varer, stapelretten virkelig tog sigte paa. Særlig interessante er forholdene i Køln; alene indenfor vinhandelen hævdes her stedse dette gæsterettens strengeste forbud; med stor omhu vaagede byen over, at det ikke blev omgaaet; ,0Ober- lånder" og ,Niederlånder" skulde lægge til med deres skibe hver ved sin bestemte kaj, de maatte end ikke bo hos de samme værter”, Ganske saaledes ogsaa i kornstapelstæderne. 1351 tillod Hamburg endnu den ejer, der havde bragt korn til byen, selv at udføre halvdelen deraf, men vilde han sælge det, skulde han sælge det til borgere, ikke til gæster; paa samme maade maatte i Stettin siden 1283 gæster kun købe korn af stettinske borgere. Omvendt viser netop den omstændighed, at forbudet mod gæsters indbyrdes handel kun hævdedes med hensyn til disse bestemte varer, tilstrækkeligt tydeligt, at gæste- og stapelretten i denne udformning kun tog sigte paa forsynings- og den til dels dertil svarende opkøbshandel, ikke paa mellemhandelen. Den paalagde man i almindelighed ikke 1 denne ældre tid nogen tvang af denne art. I byer, hvor naturforholdene gjorde en omladning af den transiterende vare almindelig, kunde der heraf opstaa og hævdes et krav om, at varen ogsaa skulde omlades; tolderlæggelse og særlige indretninger kunde yderligere benyttes til at nødvendiggøre varens omladning. Mere betød det straks, naar hertil føjedes et krav om, at varen en vis tid — tre dage — skulde stilles til salg i byen; men selv herved indførtes dog ikke byens borgere som nødvendigt mellemled. 302. Dette svarer ganske til en tilstand, hvor den store mellem- handel endnu væsentlig bevægede sig ude langs Tysklands grænser. Det er derfor ogsaa ud til grænsebyerne, man maa søge for at finde ! Daenell Il, 122. ZZ Hartmeyer 56 før,