354 III kap. I. Den tyske kommissionshandels historie. ogsaa tilbage til sin oprindelige plan, idet den 1729 9. april for to aar erklærede handelen mellem Stettin og Frankfurt ganske fri. Men hvem var de, der ønskede denne udvidelse? Da i 1731 de to aar var for- løbne, udtalte det stettinske købmandsskab sig for en fortsættelse, me- dens magistraten fraraadede den. Og nu foretog regeringen et tilbage- tog. 1731 17. apr. satte den atter recessen af 1723 i kraft; den var bleven ængstelig, fordi de særlig gunstige aar siden 1728 og handels- friheden havde foranlediget etableringen af et ikke ringe antal hol- landske og schlesiske huse henholdsvis i Stettin og Frankfurt. Saaledes havde det vist sig, at opgivelsen af stapelretten, endda blot for de preussiske byers vedkommende, havde haft netop den virk- ning, som de tyske købmænd igennem disse aarhundreder stedse havde frygtet: mellemhandelen gled ganske ud af deres hænder, de fremmede traadte i direkte, omend skjult, indbyrdes forbindelse. Det er af de nærmere bestemmelser i en ordre af 1733 16. oktbr. klart, at den preus- siske regering nu indsaa, at dens og handelsfrihedens ivrige tilhængere havde været de fremmedes haandlangere; thi denne ordre indskærpede fremfor alt en ed, som alle købmænd skulde aflægge om, at de ikke med nogen udenfor de preussiske lande boende købmand vilde indgaa et societet, hvis formaal var at deltage i Oderhandelen, og at de særlig ikke vilde tjene nogen udenlandsk købmand som speditør. Men om nu end dette forlangende var et velment udtryk for regeringens erfaringer, var det paa den anden side under de daværende forhold for umuligt. Thi ganske vist havde det oprindelig været de tyske købmænds hensigt med gæste- og stapelretten at fastholde i alt fald kommissionshandelen, men de havde dog altid, hvor ikke andet lod sig opnaa, været villige til at nøjes med speditionen for de fremmede købmænd. I Berlin næg- tede da ogsaa saa godt som alle købmænd at aflægge eden '. 322. Det forekommer mig, at det heraf meget klart ses, med hvilken forsigtighed den tyske handelspolitik maatte føres, saalænge Tyskland endnu ikke havde nogen eksporthandel, der alene ved sin egen kraft kunde holde de fremmede borte, ja end ikke kan siges at have haft en eneste vare, hvori det var de fremmede virkelig over- legent. Saalænge dette ikke var tilfældet, var en udstrakt liberal han- delspolitik de fleste steder en umulighed, al anstrengt ansporing af den tyske handel ved territorialpolitikens ordrer kun mundsvejr, territorial- politiken selv maatte vende tilbage til det grundlag, byernes politik havde arbejdet paa. Den forsigtige gæste- og stapelretspolitik, som de tyske byer ledede den, der saa til egenhandelen, men mente kommis- sionshandelen, og i nødsfald nøjedes med spedition, var eller maatte synes den eneste mulige handelspolitik. Bisch, der ikke forstod dens væsen, kunde forkaste den, fordi han levede og virkede i Hamburg, hvor alle varer af sig selv strømmede til og alene derved gav Hamburgkøb- mændene opgaver nok, forretninger nok og mulighed for at arbejde sig frem. Men at tro, at Elbhandelen lod sig drage til Oderen, vidnede om 1 At iøvrigt regeringens skiftende handelspolitik næppe har øvet stor indfvdelse paa Oderhandelens omfang, ses af de tal, Vanselow Balt. Stud. N. F. 7, 154 meddeler om Stettins import og eksport i aarene 1729- 38, disse viser en jævn og stadig fremgang.