Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Linnedeksporten og Leipzigs stapelret. 375
Allerede 1651 gik schlesisk og selv Lausitzerlinned til Dresden for herfra ad
Elben at naa til Hamburg; snart efter søgte det længere mod nord for ad en af
Leipzig forbudt landvej at naa over Sagan og Juterbogk, Magdeburg og Lineburg
dertil’, Det var denne naturlige og nødvendige udvikling, som den brandenburgske
regering paa en saa indsigtsfuld maade imødekom, da den store kurfyrste, endda
med opofrelse af hans egen by Frankfurts interesser, i aarene 1662—68 byggede
Friedrich-Wilhelm kanalen og dermed skabte en direkte flodforbindelse mellem Oder
og Spree, mellem Schlesien og Hamburg. Det var umuligt for Leipzig at gøre noget
forsøg paa at hindre linnedets forsendelse ad denne vej, fordi den paa intet punkt
faldt indenfor den cirkel, som dens 15 miles radius drog. Fra nu af konkurrerede
denne nye vej med den tilvante over Leipzig, en strid, hvis afgørelse imidlertid
ikke alene var bestemt ved, at den nye vej var nemmere og omgik stapelen. Mange
andre forhold spillede ind; væsentligt var naturligvis forsendelsesomkostningernes
størrelse, og her var kanalvejen fordelagtigst; 1669 meldtes til Leipzig, at de for
denne var betydelig mindre end landfragten over Leipzig, eller selv over Magde-
burg; allerede 1771 mente man, at mere end fjerdedelen af de polske og schle-
siske varer, der hidtil var gaaet over Leipzig, nu forsendtes ad flodvejen. Saa skete
det, at Leipzig og dens omegn i aarene 1680—81 hjemsøgtes af pest; naturligt
maatte Leipzig selv i denne tid opgive at hævde sin stapel, og ogsaa efter at pesten
var ophørt, maatte Leipzigerne med sorg se, at linnedet, som det havde været nødt
til i pesttiden, nu forsendtes ad kanalvejen over Berlin til Hamburg”. Forsøg paa
atter at lokke mellemhandelen og den deraf Alydende spedition til, mislykkedes,
fordi de krydsedes af en siden 1686 strengere toldbehandling; endnu 1710 saa
Leipzig i disse forhold de væsentligste aarsager til denne mellemhandels tilbage-
gang. Toldnedsættelser i 1711 bragte vel for en tid de nærmeste schlesiske di-
strikter, Hirschberg og Schmiedeberg, til atter at forsende over Leipzig; i det hele
var dog flodvejens betydning stedse stigende, saa at endelig Friedrich 2 efter Schle-
siens erobring 1747 23. febr. mente at kunne udstede en ordre om, at dets varer,
særlig linned, for fremtiden udelukkende skulde forsendes ad denne vej?
347. Naturligvis maa dette paabud kun opfattes som en tilkendegivelse af,
hvad man mente efter den stærke udvikling, trafiken ad denne vej længe havde
været i, at kunne opnaa; det er klart, at ingen saadan regeringsforanstaltning endelig
kunde afgøre en konkurrencestrid. Leipzigerne synes da ogsaa netop paa det tids-
punkt at være ved godt mod; paa den sachsiske regerings forespørgsel svarede
Leipzigerkøbmanden Johan T. Eckardt meget træffende, at det var ikke den preus-
siske konge, der foreskrev Schlesierne varernes speditionsrute, men disses kom-
mittenter, d. v. s. Hollænderne, Englænderne, Hamburgerne og Leipzigerne. Ingen
af disse havde nogen særlig interesse i at forlange netop flodvejen benyttet; Oder-
sejladsen var saa usikker, at forsikringspræmien for forsendelse ad den til Ham-
burg var 17/0, medens den for forsendelse over Leipzig kun var Y3"/0; for fine
varer foretrak man stedse landtransporten. Hollænderne og Englænderne benyttede,
naar de ikke fik deres varer direkte fra Schlesien, mest Leipzigerkommissionærer;
disse gjorde ofte forretninger å conto meta med dem og kunde i det hele ved
deres mange forbindelser med dem byde Schlesierne særlige fordele. Saaledes fik
Schlesierne ved varens levering i Leipzig ofte halvdelen af dens værdi betalt og
kunde disponere over dens videreforsendelse", — Trods denne selvtillidsfuldhed
og trods det, at transporten ad flodvejen var langsommere”, vendte dog Leipzig sig
allerede 1752 til Hamburg med fornyede klager over, at det ikke tog det schlesiske
garn over Leipzig; men Hamburg svarede blot, at det havde intet med forsendelsen
at gøre, da garnet leveredes frit i Hamburg eller i det mindste Lineburg". Flod-
vejens overlegenhed blev da sikkert stedse mere udpræget.
1 Heller 33, 35.
Z nur zu Nutz und Frommen einiger Hamburger und englischer Faktoren, welche eine direkte Ver-
bindung mit dem Bestimmungsorte anzuknipfen suchen" Heller s.
3 Heller 35 –36, 39, 43, 45, 52 —53, 54. Hasse 128 fr.,
4 Hasse 483. Anlage XXV: Gutachten J. T. Eckardts iber den Schlesischen und Lausitzer Handel
vom 12. Aug. 1747.
5 Zimmermanny76. Heller 57.
S Heller 54.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
