Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452 III. kap. Il. Den tyske kommissionshandels form.
alle udlæg, paa betaling af provisionen og paa erstatning for gjorte for-
skud, særlig ikke i tilfælde af kommittentens konkurs. Til beskyttelse
af disse hans krav formuleres da i slutn. af det 17. aarh. visse lov-
bestemmelser, først rundtom paa alle de vigtige handelspladser i Tysk-
land, senere fra disses lovgivning indenfor enkelte omraader optagne i
territoriallovgivningen.
429. Lovfæstelsen staar som sagt i den nøjeste sammenhæng
med det praktiske handelslivs krav; i virkeligheden er det blot usancen,
der ophøjes til lov. Det er her tidligere fremhævet, i hvor høj grad den
ældre nordeuropæiske kommissionshandel forudsatte et tillidsforhold mel-
lem de to parter. Det gjaldt ikke blot udførelsen af hver enkelt kom-
missionsforretning, men i endnu højere grad selve den betroelse af egen
ejendom til en anden, og denne andens betroelse af udlæg, undertiden
ogsaa forskud, mod forventet senere betaling, der er den nødvendige
forudsætning for enhver kommissionshandel. Hvis denne tillid skuffedes,
stod begge parter i virkeligheden saa temmelig uden retsbeskyttelse;
thi i forvejen at ville sikre sig en retsgyldig pantsættelse var forbundet
med saa mange formaliteter, at den praktiske købmand aldrig kunde
tænke sig at gaa denne vej. Det var da klart, at handelens praksis
maatte søge et surrogat for en saadan uopnaaelig retsgyldig panteret, og
dette fandt den deri, at enhver del af debitors formue, der ved en for-
retningsforbindelse kom i hans kreditors haand, eventuelt kunde tjene
til dækning for alle fordringer, der udsprang af deres forretningsforbin-
delse, særlig i tilfælde af debitors konkurs. (Ganske usancemæssigt til-
lagdes der da enhver købmandskreditor en saadan retentions- og kom-
pensationsret’.
Netop indenfor kommissionshandelen maatte udviklingen af en saa-
dan usance ligge overordentlig nær, særlig saalænge denne bevarede sin
gensidige karakter; det, at hver af de korresponderende parter som regel
til enhver tid havde varer af den andens 1 sin besiddelse, hvori han
eventuelt kunde skaffe sig kompensation for sine egne fordringer, var
det skjulte, men sikre grundlag for kommissionshandelen i den store
udstrækning, hvori den tidligt forefindes. Det er ovenfor fremhævet, at
i den gensidige kommissionshandel holdtes de to rækker af forretninger
for hver kommittent regnskabsmæssigt hver for sig; men det tør for-
modes, at i det øjeblik, den ene af parterne ikke længere var i stand
til at opfylde sine forpligtelser, vilde den anden ikke tage i betænkning
at saldere hans konto ved kompensation med de af hans varer, som
var Ii hans besiddelse. Man maa sikkert paastaa, at det er nødvendigt
at forudsætte en saadan usance for overhovedet at forstaa, at varer
kunde sendes i kommission fra Riga, Reval, Danzig lige til Briigge,
Antwerpen, Amsterdam og London og omvendt, i en tid, hvor den effek-
tive retsbeskyttelse for denne handel var saa særdeles ringe.
430. Gensidigheden gav en saadan usance stor praktisk værdi:
det er da ogsaa klart, at netop hvor gensidigheden forrykkedes, maatte
trangen til at hævde denne uopklarede usance som en bestemt ret op-
! Her og til det følgende Goldschmidt Handbuch I, 9965— 1011.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
