452 III. kap. Il. Den tyske kommissionshandels form. alle udlæg, paa betaling af provisionen og paa erstatning for gjorte for- skud, særlig ikke i tilfælde af kommittentens konkurs. Til beskyttelse af disse hans krav formuleres da i slutn. af det 17. aarh. visse lov- bestemmelser, først rundtom paa alle de vigtige handelspladser i Tysk- land, senere fra disses lovgivning indenfor enkelte omraader optagne i territoriallovgivningen. 429. Lovfæstelsen staar som sagt i den nøjeste sammenhæng med det praktiske handelslivs krav; i virkeligheden er det blot usancen, der ophøjes til lov. Det er her tidligere fremhævet, i hvor høj grad den ældre nordeuropæiske kommissionshandel forudsatte et tillidsforhold mel- lem de to parter. Det gjaldt ikke blot udførelsen af hver enkelt kom- missionsforretning, men i endnu højere grad selve den betroelse af egen ejendom til en anden, og denne andens betroelse af udlæg, undertiden ogsaa forskud, mod forventet senere betaling, der er den nødvendige forudsætning for enhver kommissionshandel. Hvis denne tillid skuffedes, stod begge parter i virkeligheden saa temmelig uden retsbeskyttelse; thi i forvejen at ville sikre sig en retsgyldig pantsættelse var forbundet med saa mange formaliteter, at den praktiske købmand aldrig kunde tænke sig at gaa denne vej. Det var da klart, at handelens praksis maatte søge et surrogat for en saadan uopnaaelig retsgyldig panteret, og dette fandt den deri, at enhver del af debitors formue, der ved en for- retningsforbindelse kom i hans kreditors haand, eventuelt kunde tjene til dækning for alle fordringer, der udsprang af deres forretningsforbin- delse, særlig i tilfælde af debitors konkurs. (Ganske usancemæssigt til- lagdes der da enhver købmandskreditor en saadan retentions- og kom- pensationsret'. Netop indenfor kommissionshandelen maatte udviklingen af en saa- dan usance ligge overordentlig nær, særlig saalænge denne bevarede sin gensidige karakter; det, at hver af de korresponderende parter som regel til enhver tid havde varer af den andens 1 sin besiddelse, hvori han eventuelt kunde skaffe sig kompensation for sine egne fordringer, var det skjulte, men sikre grundlag for kommissionshandelen i den store udstrækning, hvori den tidligt forefindes. Det er ovenfor fremhævet, at i den gensidige kommissionshandel holdtes de to rækker af forretninger for hver kommittent regnskabsmæssigt hver for sig; men det tør for- modes, at i det øjeblik, den ene af parterne ikke længere var i stand til at opfylde sine forpligtelser, vilde den anden ikke tage i betænkning at saldere hans konto ved kompensation med de af hans varer, som var Ii hans besiddelse. Man maa sikkert paastaa, at det er nødvendigt at forudsætte en saadan usance for overhovedet at forstaa, at varer kunde sendes i kommission fra Riga, Reval, Danzig lige til Briigge, Antwerpen, Amsterdam og London og omvendt, i en tid, hvor den effek- tive retsbeskyttelse for denne handel var saa særdeles ringe. 430. Gensidigheden gav en saadan usance stor praktisk værdi: det er da ogsaa klart, at netop hvor gensidigheden forrykkedes, maatte trangen til at hævde denne uopklarede usance som en bestemt ret op- ! Her og til det følgende Goldschmidt Handbuch I, 9965— 1011.