454 III. kap. II. Den tyske kommissionshandels form. han havde haft dem i sit værge. De ni købmænd havde den opfatte at saadanne varer var og forblev som special hypothek i pant til saadan faktor til sikkerhed for ham, og at ingen anden, der kunde r noget krav derpaa, helt eller delvis kunde komme i besiddelse de før faktoren var bleven fyldestgjort med hensyn til alt, hvad han ledes havde udlagt, eftersom faktoren dog havde en bedre sikkerh« det gods, der faktisk var i hans værge, end i et krav paa den ejer, havde sendt ham det. De ni købmænd forklarede endvidere, at dei kunde erindre, at nogen sag nogensinde ad rettens vej eller ved fred bilæggelse var blevet afgjort i modstrid med den her afgivne forklar og de føjede til, at hvis dette ikke var saaledes, vilde kommisiv handelen være altfor risikabel, men uden den vilde atter hand« i det hele taget ikke have sin tilbørlige fremgang”. Det er til be for den store oversøiske kommissionshandel, at denne erklæring afgi' hvad der i det mindste saa langt disse købmænd kunde huske tilt fra 1596 havde været usance i den amsterdamske kommissionshan det vil først og fremmest sige den østersøiske, det fastslaas her best tere som en ubestridelig ret for kommissionæren, om end den i antager form af en bestemt formuleret lovregel. 431. Det er ikke ganske klart, for hvilke udlæg denne erklæ tillægger kommissionæren kompensations- og retentionsret. Den næv ikke provisionen, men det siges, at det er for de udlæg, som komi sionæren har gjort, medens han havde varen i sin besiddelse; d skulde da kun synes at omfatte de omkostninger, som var nødven« til at faa varen klareret og solgt. Paa den anden side synes dog trykket: ,syn credyt verstreckt to hebben ten behoeve van den ey naer" ogsaa i sig at maatte kunne indbefatte forskud til ejeren. saadanne forskud allerede tidligt nu og da var blevet forlangt, ses : af det sparsomme materiale, der er bevaret om den hanseatiske han det vil være naturligt at antage, at jo hyppigere og fastere forbindelse blev, jo mere handelens teknik udvikledes, og dens spekulative mom fremtraadte, des oftere kunde kommittenten finde det ønskeligt e nødvendigt at søge støtte i kommissionærens kapital og kredit, des oft vilde denne efter kommittentens udtrykkelige ønske eller blot som fe af, at konsignationerne ikke altid holdt ganske nøje trit med indke ordrerne, komme til at staa i forskud for kommittenten. Formoden dannede en saadan almindeligere praksis baggrunden for de ni Amsi damerkøbmænds erklæring, thi overalt synes først kommissionær virkelige forskud til kommittenten at have fremkaldt en bestemt forr leret, officiel anerkendelse af kommissionærens særlige ret i komn sionsgodset. Saalænge der kun er tale om kommissionærens krav erstatning af omkostninger og provision, er den økonomiske intere øjensynligt for ringe til, at den kan forlange særlig beskyttelse; me klart fremtræder dette indenfor den engelske kommissionshandel, h