460 [Il kap. II. Den tyske kommissionshandels form. Selv den ældste form, den ulønnede gensidige, omtales endnu i midte af det 18. aarh. i Hamburg; den var ganske vist da kun sjeldent praktisk brug og kun i forretninger, der arbejdede med ringe kapital Og om værtskommissionen tør det bestemt paastaas, at den vis steder bevarede sin betydning, ja sin form uforandret, og at den en ogsaa kom til at øve meget betydelig indflydelse paa den senere u! vikling. 437. Ganske særligt gælder dette om Frankfurt a/M; af aa sager, der ovenfor er fremhævede, maa værtskommissionen her fo mentlig have været den herskende form, og den kan utvivlsomt h forfølges lige til ned i det 19. aarh., selvom man som midler her alene har juridiske forfatteres skrifter. De afgørende kendemærker fi værtskommissionen er kommissionærens eventuelle del credere-hæftel: og hans ret til at tilegne sig selv ekstraavancen over limito, hvorme hans selvindtrædelsesret stod i nær forbindelse. Det er nu klart, eftersom provisionen syntes kommissionshandelens særlige kendemærk eftersom det som følge heraf ansaas for kommissionærens pligt id mindste formelt at afregne den virkelig opnaaede pris, og eftersom pi den anden side del credere-hæftelsen udtrykkeligt udskødes som en pli for kommissionæren, undtagen hvor han paatog sig den ved en særl overenskomst, kunde der nok opstaa tvivl om, hvorvidt værtskommi sionen virkelig kunde siges at være en form for kommissionshandel, ( denne tvivl maatte forstærkes, da der yderligere til værtskommissione!: form føjedes kommissionærens forskud til kommittenten ved acce tering og betaling af tratter. I virkeligheden synes man da ogsaa i ( frankfurtske købmandskredse i beg. af det 18. aarh. at være komm over til ikke længere at betragte værtskommissionen som en form f kommissionshandel, men som en særlig form af egenhandel. Thi vekse ordningen af 1739, der fastslaar kommittentens separationsret i kommi sionærens konkursbo ikke blot for endnu usolgte varer, men ogsaa f udestaaende fordringer, undtager herfra udtrykkeligt det tilfælde, kommissionæren har staaet del credere, i saa fald indgaar de ud staaende fordringer i konkursboet, og Frankfurterrettens kommentat Orth angiver som aarsag hertil, at i dette tilfælde er ejendomsrette over varen 1 virkeligheden overført til kommissionæren, og forhold kan ikke længere anses for et kommissionsforhold”. At denne lovbestemmelse virkelig er fremkaldt af værtskommi sionen, fremgaar meget tydeligt af en sag, der refereres af Metting og hvori juristfakultetet i Giessen 1761 havde afgivet responsum. denne sag, der skulde paadømmes efter Frankfurterret, vilde N. & C gøre deres separationsret gældende saavel med hensyn til udestaaen; fordringer som til endnu usolgte varer, der var givet afdøde N. N. kommission. Men herimod hævdede boets sagfører, at separationsrette .dkke kunde gøres gældende; der var angivet N. N. en bestemt pri hvorunder han ikke maatte sælge varen, men som følge heraf maat 1 Klefeker 4, 694; nævnes ogsaa af Ludovici 2, 481. 2 Siegel Erste Forts. 85 $ 52; Orth 5, 1095.