Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kommissionærens selvstændighed. 469
at han ved udsondring leverede varen fra sit maaske særlige lager for
egen regning eller førte konsignationsvaren direkte dertil. 1 nødsfald
vilde han endogsaa retsgyldigt kunne pantsætte ikke blot sine egne,
men ogsaa sine kommittenters varer”.
Og dog kunde udviklingen føre endnu et skridt videre, kommis-
sionæren kunde blive den økonomisk overlegne i forholdet, og hans
faktiske dispositionsfrihed som følge deraf endnu yderligere udvidet.
Formen bevaredes, men forholdet vendtes ganske om, forsaavidt som
det, der før kun havde været et ledsagende moment, nu blev det væsent-
lige. Det vilde for kommittenten ofte være af største betydning, at han
til enhver tid kunde stille krav til kommissionærens kapital, at denne i
saa stort omfang som muligt accepterede og betalte hans tratter. Under
saadanne omstændigheder vilde tratternes samlede beløb ikke rette sig
efter de konsignerede varers værdi, men denne omvendt efter det op-
tagne beløbs størrelse; det vilde blive kommittentens opgave at sørge
for, at hans konsignationer stadig holdt kommissionærens lager saa vel
fyldt, at han ikke fandt det fornødent at nægte yderligere accepter.
Alligevel vilde denne dog derved som regel blive drevet betydeligt ud
over grænsen af den sikkerhed, hans retentions- og kompensationsret
ydede ham, han vilde ofte for længere tid have udækkede forpligtelser
at indfri. Det er klart, at under disse omstændigheder kunde en kom-
mittent ikke staa meget stift paa en instruktions punktlige overholdelse,
kommissionæren maatte i praksis anse sig for berettiget til en uind-
skrænket dispositionsret over de konsignerede varer, ganske som om de
var hans egne — hvad de jo i en vis forstand ogsaa var.
445. For ved et par eksempler at iagttage denne udviklingens sidste fase vil
det være lønnende atter at vende tilbage til Parish. Da England i 1765 næsten
med eet slag for stedse gik over til at blive et kornimporterende land”, oprandt der
paany gyldne tider for den østersøiske kornhandel. Selve den kendsgerning, at
det ikke mere var Sydeuropa, men England, der var Østersøkornets hovedaftager,
maatte gøre Amsterdam undværlig som mellemplads, fra Østersøhavnene kunde
afskibningerne lige saa let dirigeres direkte til London som til Amsterdam. Med
klar forstaaelse saa købmændene i Østersøbyerne, at nu var virkelig muligheden
for en kornhandel for egen regning paany tilstede, de var ikke mere tvungne til
at overlade den hollandske kommittent den egentlige avance; og lige saa fast som
de hidtil havde afvist alle opfordringer til spekulationshandel, lige saa ivrige var de
nu for at kaste sig ind deri. Men vanskelighederne var alligevel meget store;
prissvingningerne paa det engelske marked var saa voldsomme, at der maatte
regnes med eventuelle betydelige tab, og opkøbene krævede betydelig kapital.
Den manglede Østersøkøbmændene, og hvad de havde, maatte det være dem magt-
paaliggende saa hurtigt som muligt at faa frigjort igen, for at de stadig kunde holde
forretningen igang. Desuden var de ganske uden forbindelser. Derfor maatte de
henvende sig til de store tyske kommissionshuse, blandt disse til Parish. I 1774
organiserede denne Østersøkornhandelen og deltog deri i fire aar, til 1777. Imod
at faa tilsendt konnossementerne paa kornladningerne accepterede Parish Østersø-
købmændenes tratter, han besørgede ladningerne assurerede i Hamburg og havde
fuldstændig fri raadighed over, til hvem af hans forretningsforbindelser i England,
lejlighedsvis ogsaa Spanien og Portugal, de skulde konsigneres; i en eneste sommer
forhandlede han paa denne maade over tusind skibsladninger hvede. Hvor saaledes
t At kommissionæren retsgyldigt kundeZpantsætte kommissionsgodset var fra tidlig tid anerkendt i
tysk handel og ret efter den gammel tyske’ retssætning | Hand musz Hand? wahren. Poehis I,
2 Naudé I, 122 ff, 380 ff, 418 fr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
