Denne distantia locis virkning til at gøre kommissionæren forpligtet overfor medkontrahenten er endnu meget synlig i engelsk ret, idet en engelsk kommissionær for en udenlandsk købmand præsumeres at have gjort sig selv forpligtet. Lord Tenterden fremhævede i Thomson v. Davenport (1829), at hvor en britisk købmand køber for en fremmed, anses krediten for tilstaaet den britiske køber, ikke den fremmede<footnote>Per Lord Tenterden Thomson v. Davenport. Pollock Rev. Rep. 32, 585.</footnote>. Og meget interessant er Blackburns udtalelse endnu i Armstrong v. Stokes (1872) om dette forhold; han fremhæver, at det er alene fremkaldt af en handelssædvane, og at det maa indrømmes, at det oprindeligt var og endnu er et rent faktisk forhold, men „de mange vanskeligheder, der er forbundet med en antagelse af, at der knyttes direkte forbindelser mellem en Liverpoolkøbmand og producenten af hver enkelt balle bomuld, der opkøbes til ham som følge af en indkøbsordre, han har givet en kommissionær i New-Orleans eller mellem en New-Yorkkøbmand og alle dem, af hvem hans Londonerkommissionær har købt, er saa iøjnefaldende og velkendte, at vi er berettigede til at betragte dette faktiske forhold som en retsregel, idet vi udtaler, at hvor en fremmed principals kommissionær ikke har udtrykkelig bemyndigelse dertil, kan han ikke forpligte sin principal“<footnote>Law Rep. Q. B. 7, 605.</footnote>. Saa stærkt virker da endnu i engelsk ret distantia loci, medens indenfor tysk dens betydning, der endnu hævdedes af Breuls og Bender, er blevet tilsløret af den juridiske theori. 468. I løbet af det 17. aarh. fremkommer den anden hovedaarsag, det er kommittentens gældsforhold til kommissionæren. Den historiske udvikling foreligger her overordentlig klart. Der er forskelle i tid og maade; i tysk handel er det allerede i den første halvdel af det 17. aarh. almindeligt og opstaar ved, at kommissionæren ved at acceptere kommittentens tratter yder denne forskud, i engelsk handel, hvor koncentrationen holder udviklingen tilbage, sker gennembrudet først i beg. af det 18. aarh. ved en oprindelig ganske umærkelig overgang. Det bliver paa denne tid blot stedse almindeligere, at en kontokurantopgørelse viser en saldo i kommissionærens favør, først i slutn. af det 18. aarh. forekommer ogsaa tratten almindeligt i engelsk kommissionshandel. Saasnart forskudet foreligger, men ogsaa først da, faar kommissionærens krav om en særlig retentionsret meget stor kraft; selvom denne endnu ikke er anerkendt, vil dog den enkelte kommissionær, der staar i forskud, søge at hævde den; i tysk handel er Hartich Spreckelsen i 1568 ganske paa samme maade en forløber som Hiett, Jacob & Greene er det i engelsk handel i 1677, eller snarere mr. Edwards i 1662. Retentionsretten anerkendes i tysk ret fra 1666, i engelsk fra 1755. Med dens anerkendelse følger det næste skridt: skal kommissionæren kunne afhænde den vare, der er hans sikkerhed, maa han kræve, at det er ham, der berettiges overfor medkontrahenten, særlig at denne yder ham betaling, og at han kan sagsøge medkontrahenten til betaling. Dette kommissionærens krav paa at berettiges er, hvad engelsk ret forstaar ved hans ret