Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Afsluttende Bemærkninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494 Afsluttende bemærkninger.
13. novbr. baade gav det nævnte fÅrma underretning om, at der var sendt firma
18 fustager smør i konsignation, og adviserede de til anmeldernes ordre tue
veksler, var dette to sider af samme mandat, og salget af varerne og vekslermes
accept og betaling var derved sat i en saadan forbindelse med hinanden, xz
firmaet ved at modtage og disponere over varerne paatog sig forpligtelse dl z
honorere vekslerne.”" Det forekommer mig, at dommeren — selve konklusion
rigtighed ubestridt — vilde have stillet sig paa et sikrere standpunkt, om hu
havde søgt at motivere sin kendelse paa anden maade end ved som almindelig
grundsætning at postulere: ikke antaget, at det engelske firma ved at modtage &
disponere over de sendte varer havde paataget sig nogen forpligtelse til at honorere
de samtidig adviserede veksler.
473. Hvorledes nu end almindelig moderne praksis maatte forholde
sig paa dette punkt, saa meget kan i alt fald med sikkerhed siges, at tager
man alene moderne tysk praksis i betragtning, har næppe nogensinde
et saa gennemtænkt og vel overvejet lovarbejde som den tyske handels
lovs afsnit om kommissionshandel haft en saa forunderlig historie. ÅAar-
sagen dertil var alene den, at hvor meget man end ved udarbejdelsen
søgte at have praksis for øje, havde man dog ikke midler til at danne
sig et sammenhængende billede af den, kendte ikke dens historiske
forudsætninger og var derfor ikke tilstrækkelig opmærksom paa dens
egen indre udviklingsretning. Thi den tyske kommissionshandel var,
som tidligere bemærket, allerede dengang ifærd med at glide over ti
at antage karakter af en egenhandel. Det er let forstaaeligt, at den
kommissionær, der, som f. e. Parish, bestandig ydede sine kommittenter
meget store forskud, ja endogsaa indlod sig paa betydelige blanko-
engagementer, og som tilmed stod del credere, maatte ønske ogsaa at
opnaa alle en virkelig købers eller sælgers rettigheder overfor kommit-
tenterne, selvom kommissionshandelens form bevaredes. Navnlig knyt
tede disse bestræbelser sig nu som tidligere til del credere-hæftelsen,
og henimod midten af det 19. aarh. havde kommissionærerne paa plad-
ser som Berlin og Frankfurt a/M., hvor de var særlig indflydelsesrige,
saa godt som naaet deres maal; underretterne, til 1850 ogsaa den
preussiske overret, sluttede sig til deres opfattelse. Men fra 1850 skete
et omslag; nu hævdede særlig den preussiske og lybske overret bestemt.
at ogsaa kommissionæren, der stod del credere, kun var at anse for
kommissionær’”.
Disse tendenser var ikke handelslovens udarbejdere ubekendte:?
men samtidig med, at de ved at lægge mandatsopfattelsen til grund
mente at finde det bedst mulige holdepunkt for den skarpeste hævdelse
af kommissionærens pligter, kom de ved de til reglen om selvind-
trædelse knyttede bestemmelser til at give kommissionærerne den
1 Breit 16—20, særlig anm. 47.
? Dette kommer frem under diskussionen om et forslag om ikke at begrænse kommissionærens
selvindtrædelsesret alene til de varer, der har en børs- eller markedspris. Det fremhæves herimod. st
dette krav betegnede den yderste grænse for en afvigelse fra den egentlige kommissionsforretnings
vindre natur”, markedsprisen maatte være kommittentens sikkerhed for, at hans interesser var varetaegne,
og meget karakteristisk fortsættes: die Beschrånkung des artikels sei durch das System des Entwurfes
bedingt; wenn dieselbe falle, so bedurte der ganze Titel uber das Commissionsgeschåft einer volligen
Umgestaltung, denn es werde dadursh das im Entwurfe behandelte reine Commissionsgeschåft und das
Propregeschåft vollståndig vermischt; die Commissionåre, von welchen auf gegnerischer Seite die Rede
sei, kønnten nur im nationalåkonomischen Sinne als Commissionaire der Committenten d. h. als Vermittler
des Handels zwischen diesen und namentlich dem Binnenhandel einerseits und den Importeuren anderer-
seits betrachtet werden, juristissh seien sie Proprehåndler, denn sie håtten keineswegs die Absicht. die
Pflichten der Commissionåre zu åbernehmen; der Ansatz von Provision u. s. w. sei dabei nichts als ein
eigenthumlicher Modus fur die Berechnung des Kaufpreises. Grun hut 461 anm. 6 slutn. (464).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
