Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345
Antimonblende—Antiochos
sterk ophetning (hvitglødhete) fordamper det; foregaar ]
ophetningen i luften, brænder det til a.-oksyd. Av
saltsyre angripes det ikke, av salpetersyre omdannes det til
a. oksyd eller a.-syre uten at opløses; av kongevand
opløses det let.
Antimōnblende(pyrostibnit), en sjelden forekommende
antimonerts som bestaar av en blanding av
antimonoksyd og antimonsulfid. Findes i fine gjennemskinne-
1lige krystalnaaler sammen med antimonglans, f. eks. ved
Bräunsdorf og Přibram.
Antimōnblomst (valentinit), et mineral som bestaar
av antimonoksyd, og som enkelte steder forekommer i
tynde, hvite eller graa, glinsende tavler sammen med
andre antimonertser.
Antimōnbly, se Antimonlegeringer.
Antimōnzinnober, kem. forb. av antimon, svovel og
surstof, er en rød farve, som anvendes istedenfor
zinnober; det spaltes av alkalier og kalk, men er holdbart
overfor lys og luft.
Antimōnglans (antimonit el. spydglans), den vigtigste
antimonerts. Den bestaar av antimonsulfid med 71.8
pct. antimon og 28.2 pct. svovel og krystalliserer i lange
spidse naaler, hvorav navnet spydglans. Sp. v. 4.7. A.
er blygraa og metalglinsende samt letsmeltelig. I
orienten anvendes brændt, pulverisert a. som sværte til
øøienbrynene. Ertsen kjendes fra en mængde
forekomster og er ogsaa fundet i Norge.
Antimōngult, se Antimonsyre.
Antimōni′t, d. e. antimonglans.
Antimōnlegeringer. Antimon kan legeres med
næsten alle metaller. De almindeligste legeringer er:;:
Antifriktionsmetal (s.d.); britanniametal1 (tin
med vekslende mængder antimon, som oftest tillike
kobber); haardtbly (herunder skriftmetal; bly med
vekslende mængder antimon med eller uten tin).
Antimōnoksyd, antimontrioksyd, kem. forb. av
antimon og surstof (Sb2O3), forekommer naturlig og kan
dannes av antimon ved oksydation (se Antimon). Det
danner et hvitt pulver, som ved opvarmning blir gult,
men atter blir hvitt ved avkjøling. Man kjender endnu
to andre, surstofrikere forbindelser av antimon og
surstof, nemlig antimontetroksyd (Sb2O4) og
antimonsyreanhydrid (antimonpentoksyd, Sb2O3); begge
danner hvite pulvere.
Antimōnsmør, d. e. antimontriklorid.
Antimōnsyre er en kem. forb. av antimon, surstof
og vandstof. I den kemiske analyse benyttes det
antimonsure kali (K2H92Sb2O,5) som reagens for natron,
idet det tilsvarende natronsalt (NaH9Sb2O5 +t 6H30) er
næsten uopløselig., Antimonsurt blyoksyd
(neapelgult, antimongult) finder anvendelse som oljefarve.
Antimōnsølv (diskrasit), en erts som indeholder
antimon og sølv i noget vekslende mængde. Forekommer
i Schwarzwald, Harzen, i Dauphiné o. 1fl. steder.
Antimōnsølvblende, se Rødgyldigerts.
Antimōntriklorid, kem. forb. av antimon og klor
(SbCl3), danner en farveløs krystallinsk, bløt masse
(antimonsmør). Det kan fremstilles ved at opløse
spydglans i saltsyre, inddampe opløsningen og destillere
den tilbakeblevne rest (Sb2S3 + 6HCl — 2SbCl3 + 3H35S).
Heldes en opløsningav a. i saltsyre ut i en større mængde
vand, spaltes a., idet der utskilles et hvitt pulver (en
kem. forb. av antimon, surstof og klor), som kaldes
aAlgarotpulver (SbCl3 +Łt H2O — SbOCI + 2HCI);
tidligere brukt som brækpulver.
Antimōnvandstof, kem. forb. av antimon og
vandstof (SbH3), er en farveløs luftart som utvikles
sammen med vandstof, naar en opløsning av antimonoksyd
i saltsyre behandles med sink. Tændes den saaledes
utviklede blanding av vandstof og a., og holdes en kold
346
gjenstand, f. eks. en porselænsskaal, ind i flammen,
utskilles metallisk antimon som et sort speil paa skaalen;
det utskilte antimon er uopløselig i natriumhypoklorid
eller en klorkalkopløsning, men opløselig i vinsyre (sml.
Arsenvandstof,).
Antinomī, eg. juridisk: motstrid mellem to lovregler,
men dernæst ogsaa i filosofien motstrid mellem to
paastande (regler el. sætninger), som hver for sig synes gyldige,
saa vor erkjendelse baade føler sig tvunget til valg og
ute av stand til at vælge mellem dem. Se ogsaa Kant,
Immanuel.
Antinomi′sme, et teologisk uttryk, som betegner den
opfatning som negter lovens, enten Moselovens eller den
sedelige lovs betydning for kristne. I videre forstand
hævdes den av dem som paastaar at mennesket er hævet
over enhver sedelig lov, jfr. 2 Pet. 2, 18—19; i
snævrere forstand av dem som hævder, at et hellig liv ikke
blir til ved loven, men kun ved evangeliets
forkyndelse.
Antinomi′stiske strid utbrøt paa reformationstiden,
da Agricola lærte at omvendelse ikke virkes ved loen,
men kun ved evangeliet, og at kun kjærlighet til
retfærdighet og ikke frygt for straf er det rette motiv for
en kristelig livsførelse. Herimot uttalte baade
Melanchton og Luther sig. Senere blev dette spørsmaal utførlig
behandlet i Konkordieformelen, artikel 5—6.
Anti′noos, snuk ung mand fra Bithynien, keiser
Hadrians yndling og ledsager paa hans reiser; druknet
i Nilen omtr. 125 e. Kr. Ofte fremstillet av kunstnere
som en ungdommelig gude- eller herosskikkelse. [Litt.
L. Dietrichson: «Antinoos», Kra. 1884.]
Antinōri, Orazio (1811—82), ital. zoolog og
Afrikareisende. Forvist for sin deltagelse i den nationale og
politiske bevægelse i Kirkestaten gjennemreiste han 1854
Syrien og Lilleasien, undersøkte 1859—61 landene ved
den øvre Nil. Efter et fleraarig ophold i Italien
bereiste han 1870—71 Bogos-landene nord for Abessinien.
Drog 1876 til Abessinien og levet siden optat med
zoologiske undersøkelser hos Menelik, dengang ras av Schoa,
hvor han døde.
Antiochēnske skole, en teologisk retning i
oldkirken, som væsentlig har hjemme i Antiochia. Dens
særkjende er en historisk-kritisk fortolkning av skriften,
betoningen av det sedeliges betydning og fremhævelsen
av Kristi menneskenatur. Som skolens stifter nævnes
Lukianos (d. 311). Til dens betydeligste mænd hører
Krysostomos og Theodoros fra Mopsuestia.
Antiochīa (nu Antakije), by i Syrien, ca. 20 km. fra
mundingen af Orontes (nu Nahr el Asy). Anlagt ca. 300
f. Kr. var A. hovedstad i Seleukidernes syriske rike,
senere de romerske statholderes, undertiden ogsaa de
romerske keiseres residens. Hadde dengang stor handel
og industri og ca. 1/2 mill. indb., var sæte for teologisk
videnskabelighet (her blev navnet kristne først brukt) og
samlingssted for 10 kirkemøter. Kalifen Omars erobring
638 giorde slut paa A.s storhet. Det av korsfarerne 1098
oprettede kristne antiochenske fyrstendømme blev
erobret av Mamelukkerne 1268 og fra disse av tyrkerne 1516.
A. er gjentagne ganger blit ødelagt av jordskjælv, 1872
ogsaa det nuværende A., som har 24 000 indb.
Antiðchos, syriske konger. 1. A. I Soter
(frelseren (323—261 f. Kr.), søn av Alexander den stores
feltherre Seleukos, blev forelsket i sin stedmor
Stratonike, hvem faren ogsaa overlot ham, tillikemed en del
af riket. Da Seleukos 281 drog imot Lysimachos af
Thrakien, overlot han A. alle sine asiatiske lande. —
2. A. III den store (242—187 f. Kr.) kom paa tronen 224.
Han fik sit tilnavn, fordi det lykkedes ham at bekjæmpe
flere opstande, og fordi han gjorde et heldig felttog mot
inderne. Da han vilde stanse romernes seiersgang, fulgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
