Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
359
været en fremragende portrætist. Især malte han
Alexander, som han hyldet og smigret ved at fremstille ham
som Zeus og gjøre ham til centrum i store allegoriske
billeder. Høiest værdsat blev dog en fremstilling av
Afrodite Anadyomene (s. d.), malet til templet paa Kos,
men av Augustus flyltet til Rom, hvor det paa Neros
tid gik tilgrunde.
Apenes, Ole Rasmussen (1765—1859),
eidsvoldsmand, repræsentant for Jarlsberg grevskap, f. i Borre,
soldat og underofficer, var med i felttoget 1788,
lensmand og forlikskommissær i Borre, fra 1824
gaardbruker paa Gulli i Sem.
Apenninerne (App-), Italiens hovedfjelddrag,
strækker sig sammenhængende 1 200 km. gjennem hele
halvøen. A. grener sig ut fra Alpernes sydlige ende,
Vestalpernes sydligste gruppe, Sjøalperne, og stryker østover
langs Rivieraen. Paa den egentlige halvø strækker de
sig langs Adriaterhavet i halvøens nordre del, omtr.
likeløpende med kysten fra Ancona av.
landet kløver sig i to halvøer, opfylder A.s fjeldrækker
den vestre halvø, Kalabrien. Grænsen mellem det
krystallinske Alpefjeld og Apenninernes graa kalksten kan
drages fra Savona ved Genuabugten over Altarepasset
(Bocchetta di Altare eller passet ved Cadibona) til Ceva
ved Tanaro. Dette pas (495 m.) er den laveste overgang
over fjeldet, helt til vi kommer til Kalabrien. Over
Sicilien har A.-draget i en geol. fortid hat sammenhæng
med Atlas-systemet. A. falder i en flerhet av
underavdelinger: Først i Nord-, Mellem- og Syd-A. Disse
dernæst i: den liguriske Apennin (A.o. ligure), den
etruskiske (toskanske) A. med Monte Cimone 2165 m., øst
for hvilken top jernbanetunnelen ved Pracchia mellem
Firenze-Pistoja og Bologna ligger i en høide av 617 m.
Til den sadkaldte Subapennin, berglandet mellem
hovedkammen og havet i vest, hører den maleriske
Apuanske A. (ogsaa kaldt Apuanske Alper, s. d.)
indenfor kysten mellem Spezia og Pisa, et ældre fjeldparti
end de eg. A., med marmorbruddene ved Carrara
mellem Monte Pisanino (1946 m.) og kysten. I den toskanske
Subapennin, aaslandet fra Arnodalen sydover, hæver sig
den vulkansk opbyggede trachytkegle Monte Amiata
(1734 m.) med kviksølvminer. I Mellemapenninerne, A.s
høieste del, som næsten fylder halvøen i hele dens
bredde, har vi den umbriske (romerske) A. indenfor
Ancona, mellem Adriaterhavet og Tibers øvre løb,
gjennemskaaret av jernbanen fra Ancona. Monte Vittore
2 478 m. Det er i Abrunzzerne (s. d.) A. naar høiest:
Gran Sasso d’ltalia 2 921 m. Vest for hovedkammen
ligger Abruzzerhøilandet og endnu vestligere de vakre
Sabinerberge (Monte Viglio 2156 m., 80 km. øst for
Rom). Den romerske Subapennin bestaar av vulkanske
bergarter, indesluttende kratersjøerne Lago di Bolsena,
Lago di Vico, Lago di Bracchiano og vulkankeglen Monte
Cimino (1 056 m.) ved Viterbo. Til denne del hører
ogsaa de henrivende Albanerberge (s. d.). Den sydlige
A. indeholder den neapolitanske A. som spalter sig i en
østlig lavere og en vestlig høiere gruppe (Monte St.
Angelo 1443 m. paa halvøen indenfor Capri, Monti Cervati
1899 m. nord for Policastrobugten, Serro Dolcedorme
2 271 m. mellem den nævnte bugt og Tarantobugten).
Den neapolitanske Subapennin utgjøres av det
neapolitanske vulkanstrøk (Vesuv m. m.). Den kalabriske
Apennin slutter A.-grupperne; den deler sig i gruppen
Sila i nord (1 930 m.) og Aspromonte sydligst (Montalto
1 958 m.). A., ikke saa meget Suba., staar betydelig
tilbake for Alperne i naturskjønhet. De naar ingen
steds op over snegrænsen og har for det meste kun
avrundede topper. De har talrike bekvemme passer. Tolv
jernbanelinjer fører over dem. A. er et ældgammelt
navn, oprindelig vistnok kun brukt om den
norditali-Apenes—Aperientia
Men i syd, hvor
360
enske del som en lang tid dannet den romerske
republiks naturlige grænse.
Apenrade, t. navn paa Aabenraa (s. d.).
Aper (simiæ, pitheci) danner sammen med mennesket
pattedyrenes øverste orden, primaterne, og er av alle
dyr de som baade i legemsbygning og sjælelige
egenskaper ligner mennesket mest. Ansigtet er kort og litet
i forhold til hjernekassen, som hos unge a. er rund og
ligner menneskets, hos ældre a. derimot ofte viser
uttalte muskelkammer. Kjæverne er høie, korte og kraf.
tige, men tiltar i længde med alderen, saa
ansigtsvinkelen blir spidsere. Øinene er rettet fremover og sitter
nær hverandre. Øienhulerne fuldstændig eller næsten
fuldstændig skilt fra tindinggropen ved en benplate
Næsen gaar uten skarp grænse over i overlæben. Det
ytre øre menneskelignende, av middels størrelse, altid
uten øreflip. Karakteristisk er 1ste fingers og taas
forhold. De er friere bevægelige end de øvrige og kan
mere eller mindre fuldstændig stilles mot dem. A. er
urigtig kaldt de firhaandede dyr (quadrumana). Foten
er ingen haand, men en gripefot. Hos en del a. er
tommelfingeren helt tilbakedannet eller bare tilstede som
en liten stump som ikke kan stilles mot de øvrige fingre.
Fingre og tær bærer som regel svakt hvælvede negler,
sjeldnere klør. Forlemmerne oftest længere end
baklemmerne. Laar- og sætemuskulaturen litet utviklet, ogsaa
bækkenet forholdsvis svakt. Tandformelen ligner
menneskets: 2 fortænder, 1 hjørnetand, 2—3 smaa
kindtænder og 3, sjeldnere 2 egte kindtænder i hver
kjævehalvdel. Tandrækken danner dog aldrig en helt sluttet
række, idet de lange hjørnetænder i over- og
underkjæven ved lukket mund falder ind ved siden av
hverandre. A. har likesom menneskene bare to pattevorter.
Ofte utgaar fra strupehodet tyndvæggede utposninger
(resonansorganer). Disse kan enten, som hos bavianer
Og brøla., utgaa fra roten av strupelokket og bli saa
store at de helt dækker halsen fremtil, eller som hos
de menneskelignende a. utgaa fra siden av strupehodet
ovenfor stemmebaandene og herfra skyte sig nedover
hals og bryst. — A. er overveiende tropiske trædyr.
Deres utbredelse falder sammen med palmernes. De
nærer sig hovedsagelig av frugter. Mens mange først
kommer i berøring med jorden ved sin død, bevæger
andre sig med lethet paa alle fire paa jorden, id«t de
træder paa hele haanden og foten. A. lever dels i
monogami, dels i polygami. De danner ofte store flokker,
som bestaar av mange familier og anføres av en gammel
han. De nulevende a. omfatter over 200 arter, fordelt
paa omkr. 25 slegter. Disse kan henføres til to
underordener: 1. Vestaperne cel. de brednæsede a.
(platyrrhinæ) fra Syd- og Mellem-Amerika. Vigtigste kjendetegn;:
De ytre næsebor skilt ved en bred hudbro. Benplaten
mellem øienhulen og tindinggropen ikke fuldstændig.
2 fortænder, 1 hjørnetand, 3 smaa og 3 egte kindtænder
i hver kjævehalvdel. Forlemmerne oftest kortere end
baklemmerne. Halen velutviklet Til dem hører
kapuciner-a. (cebus), brøl-a. (mycetes), klam re-a. (ateles)
og ekorn-a. (hapale), s. d. art. — 2. Østaperne
eller de smalnæsede a. (catarrhinæ) fra den gamle
verden. De ytre næsebor ligger tæt sammen. Øienhulen
og tindinggropen fuldstændig skilt. Tandformel som
menneskets. Halen tilstede eller tilbakedannet. Til dem
hører: a. Hunde-a. (cynomorphæ), blandt hvilke
marekatterne, makakerne, bavianerne og slank-a. er de mest
kjendte. Videre b. Menneskea. cller de antropomorfe
a., som er haleløse. Gruppen omfatter gibbonerne,
orangutangen, chimpansen og gorillaen, s. d. Se pl. Aper.
Aperçu [apersy′] (fr.), oversigt, kortfattet
fremstilling.
Aperie′ntia, avførende midler (s. d.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
