Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
491
(fig. 6). Fra stenalderen kjendes endnu ingen graver.
Bronsen synes først indkommet i jernalderen (fig. 7).
I denne periode blev ved overgangen til den historiske
tid likene lagt i hauger indeholdende stenkister eller
gravkamre i likhet med vore jettestuer (fig. 8); ogsaa
klippegraver træffter man paa. — I Forindien optræder
som i Japan bronsen først i jernalderen, og som det synes.
noksaa sent i denne (fig. 9). Fra jernalderen kjendes
dyssekamre (fig. 10), en gravform som endnu brukes
hos visse av fjeldfolkene. Dyssen kan over Forasien og
Middelhavslandene følges op til vore egne. Se planche
Asiatiske fornlevninger.
Asiatiske selskaper, lærde selskaper til
undersøkelse av asiatiske forhold: geografi, historie, litteratur,
sprog o. s. v. Det ældste a. s. er grundet i Batavia (Java)
aar 1779. Det mest bekjendte er vistnok «Asiatic Society
of Bengal» i Kalkutta (grundl. 1784), utgir «Bibliotheca
Indica». I Europa findes en række selskaper: «Société
asiatique» i Paris (grundl. 1821), «Royal Asiatic Society
of Great Britain and Ireland» (grundl. 1823), «Deutsche
morgenländische Gesellschaft» i Halle og Leipzig (grundl.
1845).
Asiatiske sprog. De a. s. kan, da en nøiagtig
inddeling med hensyn til slegtskapsforhold ikke er mulig
paa sprogvidenskapens nuværende trin, deles efter den
geografiske utbredelse i følgende hovedgrupper: I. De
hyperboræiske el. arktiske sprog, som omfatter
sprog som nu kun tales av mindre stammer, som ainuisk,
giljakisk, kamtsjadalisk, korjakisk o. fl. II. De saakaldte
ural-altaiske sprog, som er utbredt over størstedelen
av Nord- og Mellemasien og omfatter 1. samojedisk,
2. tyrkisk (med en mængde særlige sprog og dialekter),
3. mongolsk og 4. tungusisk. Om de hører sammen, er
tvilsomt; samojedisk er i hvert fald beslegtet med de
overveiende i Europa talte finsk-ugriske sprog, og de
andre slaaes væsentlig kun sammen paa grundlag av en
viss almindelig overensstemmelse i sprogbygningen. Nogen
regner ogsaa koreansk og japansk til denne gruppe,
mens andre gir disse to indbyrdes beslegtede sprog en
særstilling. III. Den indo-kinesiske sprogæt, som
omfatter 1. de tibeto-birmanske sprog, 2. Tai-sprogene
med siamesisk o. fl. sprog, 3. karenisk (omkr. Saluen og
Iravadielvene) og 4. kinesisk. IV. I Bakindien tales
desuten en del sprog av andre sprogætter, navnlig de
saakaldte Mon-Khmer-sprog, annamitisk, khassiisk,
nikobarisk o. fl., der muligvis hører sammen med den
Asiatiske selskaper—Asien
malajisk-polynesiske sprogæt, som omfatter en stor ]
mængde sprog (malajisk, javanesisk, sundanesisk o. s. v.)
paa øerne mellem det Indiske Hav og Stillehavet.
V. I Forindien findes sprog av tre forskjellige
sprogætter, nemlig 1. dravidiske sprog mot syd (med
tamulisk el. malabarisk, kanaresisk o. fl.), 2. khervariske
(kolariske) sprog væsentlig i den østlige del av Forindien
(hertil bl. a. santalisk), med tilknytning til forskjellige
australske sprog, og 3. de indiske sprog av den
indoeuropæiske (ariske) sprogæt, omfattende mellem 20 og
30 forskjellige sprog (bengali, hindostani o. s. v.), som
tales av over 200 mill. mennesker. Hertil ogsaa
singalesisk paa Ceylon. VI. I Forasien tales væsentlig
indoeuropæiske sprog, nemlig de iranske sprog (persisk,
kurdisk, afghanisk o. s. v.) og armenisk. VII. I Kaukasus
findes en vrimmel av sprog som med undtagelse av
ossetisk, som er indoeuropæisk, og kamykisk, som er
tyrkisk, antages at være indbyrdes beslegtet, hvad dog
ingenlunde er sikkert. VIII. I Mesopotamien, Syrien
og Arabien tales arabisk, som tilhører den semitiske
sprogæt.
Asien er den østlige halvdel av «den gamle verden».
Dets naturgivne grænser er Nordishavet, Stillehavet,
det Indiske Hav og Middelhavet. Vestgrænsen mot
492
Europa er derimot tildels vilkaarlig, og trækkes derfor
ogsaa forskjellig, enten vi følger den russ. administrative
grænselinje eller raadspørger geograferne, som
imidlertid ikke er indbyrdes enige. Grænsen har altid været
trukket fra Sortehavet, men i ældre tider, saaledes
gjennem hele middelalderen, lot man grænsen utgaa fra det
Asovske Hav og følge Don; længere nord var man kun
litet kjendt. Lar vi hav eller forhenværende hav gjælde
som grænse, naar det gjælder verdensdele (kontinenter),
saa dannes grænsen mellem Asien og Europa av den
pontisk-kaspiske sænkning (Manytsj-lavlandet) mellem
det Asovske Hav og det Kaspiske Hav og av
Emba-Tobol-Ob-linjen fra det Kaspiske Hav til Nordishavet.
Kaukasien med Kaukasus kommer paa den maate at
høre til Asien, Ural til Europa, hvilket i hovedsaken
stemmer med den russ. administrative inddeling. Gode
grunder taler forøvrig for at grænsen fra sydenden av Ural
til det Kaspiske Hav trækkes langs de høidedrag som
omrammer det egte asiatiske kaspisk-kirgisiske
steppelavland i nord (Æbsjtsjei syrt) og med Volgas høirē
fjeldbredd og Ergeniaasen i vest naar
Kanytsj-bifurkationen. Ogsaa grænsen mot Afrika volder
vanskeligheter, idet den geografiske grænse, eidet ved Suez, er
en anden end den politiske, efter hvilken Sinaihalvøen
hører til Ægypten. Asien nærmer sig ogsaa de øvrige
verdensdele undtagen Sydamerika. Saaledes er
avstanden fra Asien over det kun 50—60 m. dype
Beringsstræde, som hver vinter er islagt, kun 92 km., og over
til Australien danner Sundaøerne likesom brostykker,
hvor grænsen mot Australien naturligst følger linjen
østenfor Molukkerne og Ceram, mellem Kei- og
Aruøerne, østenfor Timorlaut og Timor, omend andre
grænselinjer ogsaa har gode grunder for sig.—I kystlinjen
mot Ishavet danner kun de store elvemundinger
aapninger. Idet Novaja Semlja regnes til Europa, besidder
A. i Ishavet av noget større øer kun de Nysibiriske Øer
og Wrangelland. Utenfor nordkysten et transgressions-
(d. e. oversvømnings-)hav, grundt. Utenfor syd- og
østkysten dype ingressionshave (altsaa over indsunkne dele
av jordskorpen): Sydkinesiske Hav 4 300 m.,
Bandahavet sydøst for Celebes 7 815 m. dypt, m. fl. A.s
sydkyst er utstykket i de tre vældige halvøer, Arabien,
Forindien (med den store ø Ceylon og koraløerne
Lakkediverne og Malediverne) og Bakindien med Malakka,
langs hvilken Andaman- og Nikobarøerne fortsætter
økransen fra den store sydøstasiatiske øgruppe. Denne
sidste tilhører ogsaa verdensdelens østkyst, som i det
hele utmerker sig ved sin store ørigdom. Øerne her,
rester av en tertiær østkyst, ordner sig i halvringer
omsluttende randhave: Borneo og Filippinerne det
Sydkinesiske Hav, Formosa og Riukiuøerne det
Nordkinesiske Hav, de Japanske Øer med halvøen Korea det
Japanske Hav, Kurilerne med øen Sachalin og halvøen
Kamsjatka det Okotske Hav, og (de til Amerika hørende)
Aleüter med Kamsjatka Beringshavet. I Middelhavet
regnes øerne Cypern og Sporaderne i Ægæerhavet til
Asien. — Avstanden fra verdensdelens nordligste punkt
Kap Tsjeljuskin (77° 36′n. br., det nordligste
fastlandspunkt paa jordkulen) til dens sydligste, Kap Buru (paa
Malakka, 1° 15′ n. br., altsaa temmelig nær ækvator),
er 8500 km., fra vestpunktet Kap Baba (i Lilleasien,
rord for Mytilene, 26° 4′ ø. 1. Grw.) til Kap Desjnev
(efter Nordenskiölds forslag og efter tsarens bestemmelse
1898 nu navnet paa Østkap ved Beringsstrædet, 190 °
16′ø.1. Grw.) 11 000 km. Flateindholdet 44 180 000 km.²,
hvorav der paa øerne falder 2 700 000 km.² Regnes
hertil halvøernes 7 940 000 km.², saa faaes forholdet 4:1
mellem stamme og grener. A. er den største av
verdensdelene, henimot en tredjedel av jordens hele
landplate. Fastlandets kystlængde er 70 600 km., hvorved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
