Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Astrofotografi - Astrofotometri - Astrofysik - Astrognosi - Astrolabium - Astrolatri - Astrolog, astrologi - Astronomi - Astronomiske aar - Astronomiske instrumenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
521
eller længere tid, mens kikkerten ved hjælp av et
urverk følger stjernens gang. Ved a. optages kart over
stjernehimmelen, og maalinger utføres bekvemt paa
platerne. Disse er langt følsommere for det sterkt
brytbare (fiolette) end for det svakt brytbare (røde) lys,
hvorfor det astrofotografiske objektiv maa være
akromatisert for de fiolette straaler.
Astrofotometrī, maaling av stjerners størrelse
(lysstyrke). Fra gammel tid har man skjelnet mellem 6
forskjellige størrelseklasser, synlige med blotte øie; de
klareste har størrelsen 1. Denne størrelseskala er
bibeholdt og utvidet, idet man for meget klare stjerner
og for planeterne har maattet gaa gjennem 0 over i den
negative talrække. Sirius er f. eks. av størrelse — 1.6.
En stjerne av størrelse m sender 2.51 ganger saa meget
lys til vort øie som en stjerne av størrelse m + 1. —
Til maaling av stjernestørelser anvendes fotometret.
Astrofysik, den gren av astronomien som utforsker
klodernes fysiske beskaffenhet, ved spektralanalyse og
fotometri. De mest kjendte observatorier for a. findes
i Potsdam og Meudon.
Astrognosī, kjendskap til
vigtigste stjernenavne.
Astrolābium, et i middelalderen anvendt instrument
til maaling av stjernehøider.
Astrolatrī, stjernedyrkelse.
Astrolōg, stjernetyder; astrologrī, stjernetyderi, et
foster av overtroen, den «kunst» av stjernernes stilling
at forutsi menneskers skjæbne. Det gjaldt at finde det
punkt, horoskopet, i dyrekredsen, som var i opgang i
fødselsøieblikket. Ut fra horoskopet deltes kredsen i
12 like dele eller «huse», hvor planeterne maatte opsøkes;
disses indflydelse mentes fastslaat ved erfaring. Venus
og Jupiter ansaaes for gunstige, Mars og Saturn for
ugunstige; Merkur, solen og maanen hadde snart en
heldig, snart en uheldig virkning, avhængig av deres
aspekter og plads i de forskjellige «huse», som hvert hadde
sin planet som «regent». Astrologien har hat sine første
dyrkere i det gamle Mesopoptamien. Under de
romerske keisere hadde den en guldalder, likeledes i det
14—16 aarh., da fyrsterne hadde sine hof-a. og
universiteterne sine lærere i dette fag. I det 17 aarh. dør den
ut, Newtons gravitationslov gav den dødsstøtet. Den
gunst a. fordum nøod hos fyrsterne, bidrog meget til
astronomiens fremgang. (Sml. lHoroskop.)
Astronomī, videnskapen om himmellegemerne, er en
av de ældste eksakte videnskaper. Saa langt tilbake i
tiden som historien rækker, har menneskene beskjæftiget
sig med a. Fra før aar 2100 f. Kr. har man beretninger
om beregninger av formørkelser av kinesiske astronomer.
Ogsaa hos inderne, babylonerne og ægypterne har a.
været drevet meget tidlig, men først fra midten av sidste
aartusen f. Kr. begynder man at kunne følge den
langsomme, men sikre utvikling i videnskapen. Pythagoras
opstillet sin teori om krystalhimlene, paa hvilke han
tænkte sig himmellegemerne anbragt, fiksstjernerne paa
den ytterste. Gjennem Platon, Eudoxos og Aristoteles
blev dette sfæresystems teori yderligere utdypet.
Eratostenes forsøkte at bestemme jordens størrelse gjennem
iagttagelser, Aristarchos opstillet det heliocentriske
system, Hipparchos bestemte solbanens elementer og laget
soltavler, bestemte maanebanen, opdaget præcessionen
og utarbeidet en stjernekatalog. Ptolemaios skrev den
første lærebok i a., den saakaldte «Almagest», opstillet
et geocentrisk system og søkte at forklare
himmellegemernes bevægelser ved epicykel-teorier og opdaget
evektionen. De følgende 1000 aar efter Ptolemaios gjorde a.
ikke store fremskridt. Saa kom Coppernikus (1473—
1543) med sin berømte teori med solen i midten av
systemet og planeterne i baner om solen. Tycho Brahe
stjernebillederne og de
Astrofotometri—Astronomiske instrumenter
522
1546—1601) anerkjendte ikke dette system, som ikke
var tilstrækkelig underbygget med iagttagelser. Han
opstillet sit eget system med jorden i midten, solen og
maanen i en bane om jorden og planeterne i baner
omkring solen. Av hans store observationsmateriale
lykkedes det efter hans død Kepler at utlede sine love for
planeternes bevægelser. 1ste lov: Planeterne bevæger
sig i ellipser om solen, som sitter i det ene brændpunkt;
2den lov: Flatehastigheten er konstant; 3dje lov:
Kvadratet paa omløpstiderne for to planeter forholder sig
som kuben av middelavstandene. Galilei (1564—1642)
konstruerte en kikkert med hvilken han saa
maaneberge, stjernetaaker og Jupitermaaner. Ole Rømer (1644
—1710) bestemte ved hjælp av Jupitermaanerne jordens
avstand fra solen og konstruerte meridiankikkerten, det
moderne observatoriums vigtigste instrument. Samtidig
med ham levet Isaac Newton (1643—1727), som fandt
gravitationsloven, og som ad matematisk vei viste
rigtigheten av Keplers love. Edmund Halley (1656—1742)
beregnet mange kometbaner og bestemte solparallaksen
ved Venuspassager. James Bradley (1692—1762) opdaget
aberrationen. Fr. Wilh. Herschell (1738—1822)
konstruerte det første større speilteleskop og opdaget dermed
planeten Uranus. Konstruktionen av stadig længere
rækkende teleskoper og stadig bedre instrumenter forøket
opgavernes tal, og bevirket at a. i det sidste
aarhundrede specialisertes. Den teoretiske a., som beskjæftiger
sig med himmellegemernes bevægelser, er blit fremmet
av mænd som Olbers, Gauss, Bessel, Encke, Hansen,
Leverrier, Struve, Adams, Newcomb, Watson, Oppolzer,
Thiele og Poincaré. Den sfæriske a., der betragter
fænomenerne som foregaaende paa en kuleflate, skylder
mænd som Brunnow og Chauvenet sin utvikling,
planetografien er dyrket av Schiaparelli og Flammarion m. fl.
Astrofysikken og stellar-a., som beskjæftiger sig med
fiksstjernernes fysiske forhold og bevægelser, har takket
være spektralanalysen og de kraftige teleskoper tat et
uhyre opsving og tæller blandt sine mange dyrkere
mænd som Rayet, Lowell, Seeliger, Kapteyn, Eddington,
Schwarzschild, Arrhenius, Hale, Scheiner, Wilsing, Vogel
og Hertzsprung.
Astronōmiske aar, d. e. tropisk aar, se Aar.
Astronōmiske instrumenter, apparater til
undersøkelse av himmellegemerne, var indtil 17 aarh. ganske
primitive, skjønt ofte av betydelige dimensioner, og var
udelukkende. maaleapparater: armillarsfære,
triquetrum, gnomon, astrolabium, kvadrant,
sekstant, altazimut,.zenitteleskop o. s.5v.
s. d. art.). Kikkertens opfindelse betegner et
vendepunkt i astronomien, og Galilei, den første astronom med
kikkert, begyndte 1610 sine epokegjørende iagttagelser,
og opdaget meget som intet menneskeøie før hadde set.
Efter de store forbedringer kikkerten senere har
undergaat, er den ubetinget hovedinstrumentet paa ethvert
astronomisk observatorium. Ved at indsætte et fint
traadkors i kikkerten der hvor billedet dannes, fik man
en bestemt sigtelinje, og ved en hensigtsmæssig
indretning av stativet («parallaktisk opstilling») blev man istand
til at foreta nøiagtig indstilling paa stjerner, endog om
dagen. Dette saakaldte ækvatorialinstrument
s. d.) er i regelen forsynt med urverk, forat det kan
følge stjernernes gang. Et andet vigtig instrument er
meridiancirkelen som kun gaar rundt i
meridianens plan og tjener til maaling av
samt til bestemmelse av tiden. I forbindelse med dette
instrument brukes derfor astronomiske ure, som
maa være særlig omhyggelig forarbeidet .o0og gaa meget
nøiagtig. En kometsøker er en mindre kikkert
med forholdsvis store glas og kort brændvidde som egner
sig til opsøkning av kometer. Forøvrig brukes i
forstjernepositioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
